Antallet af voksenlærlinge skal øges markant



Dan Meirup Andersen i gang med at fodre multimaskinen med nødvendig data.

I Horsens er der mangel på kvalificeret arbejdskraft. Derfor stiller Horsens Alliancen dette efterår skarpt på voksenlærlingeordningen, som skal imødekomme behovet for fagligt dygtige medarbejdere.
 Byrådet i Horsens har i budgetforliget vedtaget et mål om at der skal etableres 100 nye voksenlærlingeaftaler i 2018. Det er en beslutning, som bl.a. tager afsæt i resultaterne af de tiltag, som Horsens Alliancen allerede har iværksat på voksenlærlingeområdet.
 - Forudsætningerne for at realisere målsætningen om 100 voksenlærlinge er gode. Beskæftigelsen er historisk høj, og vi har et velfungerende samarbejde i Horsens Alliancen. Med voksenlærlingeordningen har vi en rigtig god mulighed for borgere til at blive klædt på til fremtidens arbejdsmarked. Samtidig er ordningen med til at kvalificere virksomhedernes rekrutteringsgrundlag, konstaterer borgmester Peter Sørensen.

Et stærkt rekrutteringsgrundlag
Maskinfabrikken CNC Team A/S i Horsens er en af de virksomheder, som nyder godt af voksenlærlingeordningen. Det har de gjort lige siden maskinfabrikken så dagens lys i 2008. I dag er der 11 ansatte, og to af dem er voksenlærlinge.
 Vigtigheden af et fagligt stærkt rekrutteringsgrundlag ligger CNC Team A/S meget på sinde.
 - Først og fremmest er det helt afgørende for vores eksistens, at vi er i stand til at rekruttere kvalificerede medarbejdere, siger Claus Lindquist, direktør i CNC Team A/S.
 - Jeg oplever, at voksenlærlinge er enormt motiverede. Deres valg af levevej er et tilvalg, ikke et fravalg, siger Claus Lindquist, som også værdsætter den modenhed og stabilitet, der ofte følger med en mere livserfaren medarbejder.

Behovet for at kunne forsørge sig selv
De to voksenlærlinge i CNC Team A/S, 32-årige Dan Meirup Andersen og Morten Skovgaard, 31 år, er begge i gang med at uddanne sig til industriteknikere.
 Dan Meirup Andersen, der har været ansat i tre år, føler en stor grad af selvstændighed i sit arbejde, og han er glad for den tillid, der bliver betroet ham.
 - Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke gik i gang med uddannelsen tidligere, siger Dan Meirup Andersen, som ud over uddannelsen også er glad for det faglige og sociale netværk, voksenlærlingeordningen giver ham.
 Morten Skovgaard har været ansat som voksenlærling i tre måneder. Med sig i bagagen har han en uddannelse som multimediedesigner. For Morten Skovgaard har voksenlærlingeordningen først og fremmest givet ham en frisk start i arbejdslivet.
 - Jeg fik behov for at gå nye veje. Efterspørgslen på multimediedesignere er lille, og jeg vil jo gerne kunne forsørge mig selv og føle, at jeg udfører et meningsfuldt stykke arbejde. Det føler jeg, jeg gør her, siger Morten Skovgaard med et smil.

yesFølg Østbirk avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025