Borgerforeningens loppemarked i Haldrup får igen i år stor lokal opbakning.
Borgerforeningen i Haldrup har siden 1978 hvert 2. år afholdt loppemarked i byens Forsamlingshus
Der er altid stor lokal opbakning, når mere end 50 haldrup-borgere deltager i afviklingen. I år foregår det søndag den 5. oktober fra kl. 10.00 til 16.00.
Rigtig mange lokale har gennem det seneste år allerede givet gode ting til loppemarkedet – og lørdag den 4. oktober er der indsamling, hvor samtlige husstande i Haldrup og omegn besøges. Her dukker der altid mange gode effekter op til salg. Der er alt – lige fra en spisestue, flotte stole, havemøbler, kontormøbler, legetøj, spil, bøger, tøj, nips, glas, porcelæn, billeder, elektriske artikler og meget, meget mere.
De mest spændende ting, herunder evt. retro-effekter, bortsælges på de to auktioner kl. 11 og kl. 14. De to auktioner ledes af advokat Evan Herrig, Horsens.
- Fra tidligere år ved vi, at ”mange gør en god handel på dagen”, siger Aage Kragh Rasmussen, der er tovholder på årets loppemarked. Ved et tidligere loppemarked var der f.eks. en meget glad køber, der efter auktionen drog af sted med et flot dukkehus med originale dukkemøbler fra en svunden tid, husker Aage.
- Så kør en tur til Haldrup på søndag og gør en god handel i Forsamlingshuset, hvor der ikke er faste priser – for dem finder vi sammen. Ellers er det jo ikke et rigtig loppemarked, siger Aage Kragh Rasmussen. Evt. brugbare rester fra loppemarkedet gives til humanitære foreninger.
Loppemarkedet er en god tradition og giver et godt sammenhold i byen. Arrangørerne er glade for alle de lokale donationer og overskuddet går ubeskåret til Forsamlingshusets vedligeholdelse. Alle 50 hjælpere er frivillige.
Arkivfoto bogo.