
Søndag den 20. september kalder Blueskartellet til efterårets første søndagsjam på Kulisselageret. Det bliver med en rejsende blues-spillemand som omdrejningspunkt i skikkelse af Big Creek Slim, som ganske vist er pæredansk og fra Ikast, men som bor i Brasilien og i øvrigt lyder som om han var født på bredden af Mississippi.
Big Creek Slim er godt i gang med at opbygge et stort navn hos bluespublikummet også langt uden for Danmarks grænser, og han høster stor ros alle de steder, han optræder. Derfor er det lidt af et scoop, at vi kan sparke vores indendørs efterårssæson i gang med ham på scenen, siger formand for Blueskartellet Carsten Mellson.
For knap to år siden vandt den midtjyske spillemand fortjent Danish Blues Challenge, og siden har han været meget på farten. Han nåede dog forbi Horsens i fjor, hvor han, i selskab med Blues Jamboree leverede en uforglemmelig aften.
Carsten Mellson tror også på en stor oplevelse denne gang:
Big Creek Slim har en fantastisk power og følelse samt en stemme, der er skabt til blues. Det bliver endnu en legesyg søndag med hygge og stærke solister, siger formanden og fortsætter:
- Blandt blues-elskere i hele Østjylland er søndagsjam i Horsens ved at blive en institution, og vi kan konstatere, at publikum kommer fra et stort område, siger Carsten Mellson, der tilføjer, at jam-arrangementerne har hjulpet adskillige nye og unge bluesbands på vej i Horsens og omegn.
Spillereglerne for Blueskartellets søndagsjam er enkle: Mød op med dit instrument, plug i og giv den gas. Arrangørerne stiller baggear og tangenter til rådighed, men anbefaler, at man selv medbringer sine ”håndvåben” (stikker, spade, sax eller andet...). Er du hellere med på en lytter, er du selvfølgelig også velkommen - og husk også at prikke til dine musikglade venner og hiv dem med til en hyggelig eftermiddag.
Der er fri entré for dem, der medvirker, mens tilhørere må betale 50 kr. for at komme ind. Søndagens blues-hygge på Kulisselageret åbner dørene kl. 15.00.