Birgit Gandrup udstiller på Rådhuset



I uge 47 og 48 kan man i forhallen på Rådhuset i Horsens se akrylmalerier, som er malet af Birgit Gandrup fra Østbirk.
 - De sidste 3-4 år har jeg realiseret min livslange drøm om at male på lærred. Jeg er fascineret af farver, former og mønstres mange kombinationsmuligheder, og eksperimenterer hele tiden med nye effekter og virkemidler, derfor er mine billeder meget forskellige og giver udtryk i mange forskellige retninger – primært med glade/livlige farver, siger Birgit Gandrup.
 I øjeblikket brænder Birgit Gandrup, for det hun selv kalder ”sive”-teknik, hvor hun arbejder med forskellige grader af fugtighed i billederne, så der på forskellig måde dannes fantastiske former og farvekombinationer.
 - Kunsten er at lære at styre processerne, men man bliver aldrig 100% herre over resultatet - netop det, der gør det spændende at arbejde med, siger Birgit Gandrup.
 Birgit Gandrup er autodidact, men har deltaget i forskellige kurser, bl.a. på Kunst- og Designskolen i Aarhus og på Horsens Kunstmuseum.
 Først i 2014 er hun begyndt at udstille. Ud over udstillinger i private firmaer, har hun udstillet i et Idrætscenter, en Café og var også blandt de 31 udstillere på Gårslev Skole, hvor Gårslev Kulturklub arrangerede en stor, velbesøgt udstilling med forskellige kunstretninger.
 Udstillingen af akrylmalerier i forhallen på Rådhuset i Horsens kan ses fra den 17. til den 28. november.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025