Den største enkeltstående bluesbegivenhed i Danmark nogensinde. Sådan karakteriserer formanden for Blueskartellet i Horsens, Carsten Mellson, den kommende European Blues Challenge (EBC), som finder sted i Horsens fra den 6. til den 8. april i år.
Her dyster bluesbands fra 21 lande om at blive årets vinder. Hvert band får ca. 20 minutter til en mini-koncert, hvor de skal overbevise juryen om deres musikalske kvaliteter – og deltagerne kommer rejsende til Østjylland fra alle ender fra Europa: Fra Estland til Portugal; fra Norge til Rumænien.
-Vi har været i gang med forberedelserne, siden vi fik tildelt værtskabet i november 2015. Vi har fået stor og uvurderlig støtte fra ikke mindst Horsens Kommune, men alle lokale aktører, vi har henvendt os til, har bidraget positivt, siger Carsten Mellson.
Selve konkurrencen finder sted i Forum Horsens fredag den 7. og lørdag den 8. april. De 21 koncerter bliver fordelt over to dage, inden vinderen udpeges sent lørdag aften.
Samtidig kan EBC også mærkes i resten af Horsens, fortæller Carsten Mellson.
- Ikke blot trækker EBC ca. 1.200 overnatninger til hotellerne i Horsens. Vi fylder også Kuben på Søndergade med bluesmusik i dagene op til konkurrencen, vi arbejder på at arrangere jam-sessions på KulisseLageret, og dagen før konkurrencen – altså torsdag den 6. april - varmer vi op med tre stærke danske bluesnavne på Horsens Ny Teater, oplyser han.
Opening Night om torsdagen bliver med de lokale Big O & the Blue Quarters, de gennemrutinerede The Blues Overdrive og - som hovednavn - Thorbjørn Risager & The Black Tornadoes, som i disse år er dansk blues’ nok stærkeste eksportvare med masser af koncerter og begejstrede anmeldelser fra hele Europa i bagagen.
Undervejs kommer Fængslet i Horsens også i brug. Det er her, den europæiske bluesunion EBU holder sin generalforsamling lørdag den 8. april, og Snedkeriet på Fængslet er begge dage rammen om Blues Market, hvor bookere, bands og agenter fra hele Blues-Europa (og lidt mere til) mødes, skaber kontakter og finder kunstnere til kommende koncerter.
- Vi er godt i gang med at skaffe mange af de frivillige, der er brug for, og vi har fået stor opbakning fra Jysk Blues Netværk – særligt Crossroads i Vejle med formand Peter Buhl i spidsen, siger Carsten Mellson.
Billetpriserne er bevidst lave, så endnu flere kan få mulighed for at overvære masser af medrivende bluesmusik til april. En partoutbillet til alle tre dage koster 395 kr., en to-dages-billet koster 295 kr. og en endagsbillet til koncerterne i Forum Horsens koster 195 kr.
Vil man kun have billet til torsdagens koncert på Horsens Ny Teater, koster den 160 kr.
Billetter kan allerede nu købes via billetten.dk eller på ebchorsens2017.dk under ”Buy Tickets”.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!