
Fredag den 17. oktober ruller Horsens Ny Teater den røde løber ud for byens børn, og åbner op for ”Den Store Børnefest” – et helt nyt koncept, som Teatret prøver af her i efteråret.
- Det bliver så hyggeligt. Vi opfordrer vores små publikummer til at tage festtøjet på og give den gas med glimmer og glitter, og så holder vi en fest, siger Mona Laustsen fra Horsens Ny Teater. Teatercafeen vil sørge for, at der er rigeligt med slushice, popcorn og andre børnelækkerier at vælge imellem.
Ørehængerne - et orkester med børneappel
Ørehængerne er et orkester, som skriver og spiller helt nye sange i børnehøjde. Det er sange, som tager udgangspunkt i børnenes eget liv, og som på en sjov og umiddelbar måde berører nogle af de emner, som er en del af moderne børns hverdag. Sange, som er fyldt med løgn og latin, skøre historier og tossede fortællinger. Men også sange, som kradser lidt der, hvor kun sange kan kradse. Sange som kan nydes, både når man sidder stille, eller når man gir´ den max gas på dansegulvet.
- For Ørehængerne er det vigtigt at inddrage publikum aktivt i koncerten, fordi vi mener, det forstærker den gode koncertoplevelse. Derfor er sangene lette at synge med på - kort sagt, ægte ørehængere, lyder det fra bandet selv.
Børnefesten på Horsens Ny Teater begynder kl. 14.00.