
Der vil være sjove aktiviteter for børn til Børnekulturdagen 15. juni på Kulturstationen. Foto: Hanne Nielsen
Monstrene er kommet til byen, og de har slået sig ned på Kulturstationen til Børnekulturdagen. Her kan man blandt andet se de flotte og farlige monstre, som elever fra Horsens Byskole afd. Kildegade og Dagnæsskolen har arbejdet med. Sammen med Billedskolen Horsens og Komediehuset omdanner de gymnastiksalen til et monsterunivers med billeder, lyd og teater. Men man kan også selv være med til at lave sine egne monstre.
Krea-workshops, kemishow og koncerter
Udenfor tages alle hjørner af den gamle skolegård i brug til kreative workshops, hvor man blandt andet kan lave monsterlækre muleposer eller bygge ækle instrumenter. For dem, der tør, er der klamme kasser med skumle ting, som børnene skal gætte, og rundt om bålet bliver der fortalt (u)hyggelige historier. Kemishow fra Aarhus Universitet starter og afslutter dagen med et brag af et kemishow med skumle og slibrige forsøg.
Børnemusikgruppen Æsken sørger for en festlig koncert fra den store scene. I december 2017 modtog Æsken børnejazzprisen ved Danish Music Awards, fordi de i særlig grad har været med til at udbrede glæden og kendskabet til jazzmusik for børn. Æskens spillekumpaner lover en medrivende koncert, hvor der er plads til godt humør, og der er både danse-, grine-, og sæbebobleregns-garanti! Musikken er en blanding af egne og kendte børnesange i flere genrer fra jazz, reggae, pop og rock.
Børnekulturdagen er kulminationen på Monster-projektet i Horsens, hvor elever fra Horsens Byskole afd. Kildegade og Dagnæsskolen har lavet monster-workshops sammen med Komediehuset og Billedskolen Horsens.
Børnekulturdagen foregår den 15. juni fra 10.00-15.00 på Kulturstationen, Skolegade i Horsens. Der er gratis adgang, picnic-område i gården og mulighed for køb af mad og drikke. Se hele dagens program på www.spothorsens.dk/boernekulturdagen.
Dagen arrangeres i samarbejde mellem Horsens Musikskole, Billedskolen, Komediehuset, Balletskolen, Horsens Byskole afd. Kildegade og Kultur & Eventafdelingen, Horsens Kommune.