
Hvordan startede rock ’n’ roll? Hvilke personer var de vigtigste for udviklingen, og hvilke musikgenrer indgår egentlig i rockmusikkens første, spæde skridt? De fleste er enige om, at vejen fra rhythm ’n’ blues til rock ’n’ roll gik gennem den såkaldte ”jump-blues”. Genren skabte furore tilbage i 1940’erne, og den fik en revival i 1990’erne, hvor bl.a. Junior Watson tog den op.
Netop jump-blues giver Junior Watsons spillestil en særlig sound, og han er kendt for grænsebrydende improvisation i sine soli. Det er blues med swing og spilleglæde.
Watson er en efterspurgt herre i studierne, og han har lagt sin særegne guitarlyd på plader med blandt andre Big Mama Thorton, George Smith, Jimmy Rogers, Charlie Musselwhite og Kim Wilson fra The Fabulous Thunderbirds. Han har medvirket på henved 50 pladeproduktioner, og han har udgivet en håndfuld i eget navn.
Han medbringer tenorsaxofonisten Juho Hurskainen, der har en ret habil solokarriere kørende hjemme i Finland. På bas medvirker Bill Troiani, der fra USA men med fast bopæl i Norge. Bill har sit eget band, og trommeslageren herfra, Alex Pettersen, er også med på KulisseLageret.
Junior Watson har nærmest altid stået ved siden af – eller bag – en anden stjerne, så det er en ny situation at stå i front med eget band. Når de fire går på scenen er de mod slutningen af en lille Europaturné, der har bragt dem til Belgien, Østrig, Tyskland og Holland.
Dørene åbnes klokken 21.00 og Junior Watson går på klokken 22.00. Entréen er 140 kroner, men medlemmer af Blueskartellet slipper lidt billigere.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!