
Fra torsdag er Brugsen igen helt alene om at forsyne Østbirk med dagligvarer.
Netto har valgt at lukke forretningen i 14 dage for at installere nyt køleinventar. Desværre har de valgt at holde oplysningen om deres lukning tæt til kroppen.
I hvert fald har de ikke givet besked i Brugsen om, at vi nok skulle forberede os på, at vi igen skulle være alene om at forsyne byens borgere med dagligvarer. Det har de selvfølgelig heller ingen pligt til, men af hensyn til byens borgere ville det have været en venlig gestus, så vi i Brugsen kunne sørge for at have varer hjemme til at klare den øgede efterspørgsel, så ingen kommer til at gå forgæves.
Vi har her mandag, erfaret at Netto allerede melder ud, at de vil have tomme hylder, og vi (Brugsen) har oplevet, at der er ekstra efterspørgsel efter specielt ferskvarer, hvilket desværre har medført at vi er løbet ud for enkelte varenumre.
Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad der står i vores magt for at betjene byens borgere bedst muligt, både ved at forsøge at få hævet vore leverancer af dagligvarer, men også ved at prøve at få omlagt personalets arbejdsplaner, så vi kan yde den bedste service vi har som målsætning.
Med så kort varsel kan vi imidlertid ikke garantere, at der ikke vil være enkelte varer, vi må melde udsolgt i, ligesom der de første dage risikerer at være lidt længere kø ved kasserne end normalt. Vi gør, hvad vi kan, men med det meget korte varsel Netto har givet os, kan der være tilfælde, hvor vi ikke kan levere den indkøbsoplevelse, vi bestræber os på.
Vi ser først og fremmest Netto som vores konkurrent, men også som vores kollega, når det drejer sig om at sørge for at levere dagligvarer til Østbirks borgere.
Vi synes helt ærligt, at Netto mangler lidt kollegakarma i den sammenhæng, ikke bare for vores skyld, men også for de øvrige erhvervsdrivende, der dagligt er med til at holde kunderne hjemme i Østbirk.
Vi glæder os til at se jer alle i vores fælles butik.