Røde Kors får med den nye butik rådighed over cirka dobbelt så mange kvadratmeter som hidtil, og det har givet mulighed for at øge butiksarealet med over 50 procent foruden der nu bliver god plads til at sortere tøj, som ellers har haft trange kår på de tidligere placeringer.
Røde kors åbnede nemlig første gang butik i Østbirk i 2011 i det gamle Apotek på Storegade. Handlen med brugt tøj og ting og sager voksede dog hurtigt, og derfor flyttede butikken i 2014 til de større lokaler på Storegade 7. Også her blev pladsen efterhånden for trang, og især manglede butikken et lager til indleverede donationer.
Med den nye placering på Industrivej får de frivillige derfor gode forhold med et stort lyst butiksområde, god plads til sortering, klargøring samt til lager samt fornemme personalefaciliteter. Og her indrettes et område til indlevering af donationer.
- Nogle siger, at det bliver Danmarks flotteste Røde Kors butik. Det er det måske også. I hvert fald bliver det dejligt for de frivillige at få bedre plads til alt. De frivillige glæder sig meget til at præsentere den nye butik, og så håber vi, at den også falder i kundernes smag, siger Gudrun Andreasen, formand for Røde Kors Horsens Nord.
- På grund af Corona-situationen kan vi ikke åbne butikken med pomp og pragt. Vi er forberedt på, at der alligevel kommer mange, når vi åbner, men vi håber, vi kan klare dagen uden for megen kødannelse, for vi er nødt til at lave begrænsninger på antal kunder i butikken ad gangen.
- Så den fest, vi snyder kunderne for på torsdag, vil vi sørge for på et senere tidspunkt, når vi har fået normale forhold for butiksdriften igen, siger Røde Kors-formanden.