Dans går på tværs af både politiske, kulturelle og etniske grænser. Dans er en social aktivitet, der forener mennesker og skaber glæde og begejstring. Og dét er værd at fejre.
I Horsens optræder flere hundrede dansere fra forskellige foreninger og skoler med alt fra salsa til ballet til diskodans. Danserne fordeler sig på tre scener henholdsvis ved Kuben, foran det gamle rådhus og i Bytorv Horsens. Hvis du bevæger dig ned mod Torvet kan du også være heldig at opleve Ungdomsskolen, som i løbet af eftermiddagen bryder ud i danse-happenings i denne del af midtbyen.
Professionelt dansekompagni med ny forestilling
Desuden får Horsens besøg af det professionelle dansekompagni Black Box Dance Company, som viser forestillingen Fear i Kuben kl. 20.30. Black Box Dance Company er et anerkendt internationalt dansekompagni, der holder til i Holstebro. I 2016 var de nomineret til en Reumert-statuette for årets danseforestilling med forestillingen 7even.
Danseforestillingen Fear tager udgangspunkt i vores angst for alt lige fra edderkopper, flyskræk, sygdomme og mørke. Med humor, slapstick og til tider halsbrækkende tempo afspejles noget af den frygt, vi oplever gennem livet. Fear havde premiere i marts 2017, og kan altså opleves fredag d. 28. april i Kuben kl. 20.30 gratis – du vil ikke gå glip af denne enestående mulighed!
Det er Horsens Kommunes Kulturafdeling, der i samarbejde med City Horsens og Bytorv Horsens arrangerer Dansens Dag i Horsens.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!