Et nyt projekt, for at højne uddannelsesniveauet hos de ufaglærte startede i 2014 mellem Horsens Kommune og Teknisk Skole Silkeborg.
- Byrådet gerne ville højne uddannelsesniveauet hos de ufaglærte og havde bevilget penge til uddannelse af ufaglærte grupper af medarbejdere i Horsens Kommune. Vi fra Teknisk Skole Silkeborg, syntes altid det er dejligt når det offentlige, såvel som det private erhvervsliv, laver tiltag til, at flere borgere bliver uddannet, og dermed også får papirer på deres kompetencer. Så da Hanne Lindstrøm henvendte sig, var vi selvfølelige klar til at løfte opgaven sammen med Horsens Kommune, fortæller uddannelsesleder Lotta Ludmilla Lykke Kristensen.
- Der er blevet uddannet bl.a. serviceteknikere, rengøringsassistenter og ernæringsassistenter, hvor vi fra Teknisk Skole Silkeborg, Hotel og Restaurant Horsens har haft ernæringsassistenterne på vores adresse, Vejlevej 150 de sidste 8 måneder. Det har været et intens forløb, hvor det ene hovedforløb har afløst det næste, og hvor flere af eleverne har set det som en personlig udfordring, da mange af dem ikke har gået i skole i mange år. Statens ordning for jobrotation er blevet anvendt, så der i Horsens Kommune er blevet ansat ledige borgere som erstatning for de personer, der er i uddannelse.
Fredag den 21 august blev der afholdt dimission på Vejlevej 150 for ernæringsassistenterne, en fest hvor eleverne sammen med deres nærmeste, de ansvarlige fra Horsens kommune og de faglige forbund satte punktum for et fantastisk forløb.
- Det første forløb på Hotel og Restaurant Horsens, for Horsens kommune, ud af forhåbentligt mange flere, siger Lotta Ludmilla Lykke Kristensen.
Klart signal fra Byrådet
Horsens Byråds klare signal forud for projektet var i oktober 2014 at hjælpe folk i beskæftigelse:
- Samtidig med opkvalificeringen af de 250 medarbejdere i Service og Beredskab sættes nye projekter med mere kompetenceløft i gang for samtlige cirka 400 medarbejdere ved Service og Beredskab. Her tænkes der også på jobrotation, og her kan man beskæftige yderligere 25 ledige borgere i de kommende 2-3 år.
- I forbindelse med den brede budgetaftale blev der afsat 700.000 kroner årligt i 2015-2017 til fortsættelse og udvidelse af arbejdet med at sikre et kompetenceløft og uddannelse til medarbejdere i Horsens Kommune. Dertil kommer, at regeringen har sørget for betydelige statstilskud til ordninger med jobrotation, sagde Tina Naldal forud for projektet.
- Der er tale om en win-win proces. Vi vil gerne vise vores anerkendelse af vore ansatte og give dem en uddannelse, der sikrer dem bedre kvalifikationer. De kan lære at udføre arbejdet på en smartere måde, der måske oven i køber er mindre anstrengende fysisk. De får mere på deres CV. Vi får folk til at blomstre, til at være stolte og professionelle.
- Og vi får ledige ind. Det er folk, som har behov for og som fortjener en hjælpende hånd. De får større arbejdserfaring. Og det har vist sig, at vikarer i jobrotation har store muligheder for at få job. Da vi for et par år siden lavede opkvalificering af pædagoger, kom 40 % af vikarerne i fast job, mens de var ude som vikarer eller i umiddelbar forlængelse deraf, sagde Tina Naldal.
Billederne er fra den afsluttende eksamen.