
Niels Olsen, styrer løjerne til awardshowet den 16. november.
Der er stor interesse for Horsens nye erhvervspriser. I alt 53 personer har valgt at indstille en virksomhed til en af de tre priser. Med 26 indstillinger er der kommet flest indstillinger til Iværksætter-prisen, som gives til årets iværksætter.
Derudover er der kommet 16 indstillinger til Match for fremtiden-prisen, som gives til en virksomhed, der tager et særligt ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft i form af fx studerende, lærlinge eller elever.
Den særlige Inspire-pris, som gives til en person, virksomhed eller organisation, som har gjort en særlig indsats for det lokale erhvervsliv, er der kommet 11 indstillinger til.
Tre juryer, som er sammensat af medlemmer af BusinessHorsens, behandler de indkomne indstillinger og nominerer tre finalister. Vinderen findes ved liveafstemning til Horsens Inspire. Vinderen af Inspire-prisen vælges dog direkte af en jury.
Til Horsens Inspire uddeles også prisen som Årets Butik 2017. Her er det de handlende i Horsens, som bestemmer ved at stemme på deres favoritbutik. Afstemningen åbner 12. oktober – og løber frem til den 4. november. Hver uge trækkes en heldig vinder af et citygavekort på 1.000 kr. blandt alle afgivne stemmer.
Blandt instillingerne lokalt er TEC OUT fra Lund (Iværksætterpris), Fyelmose Naturfiskepark (Iværksætterpris), Rådved Maskinfabrik (Match for fremtiden), Egebjerg El (Match for fremtiden) og Danish Crown (Match for fremtiden). Ecodrying, som ligger i Brædstrup er også indstillet.