Det analoge signal slukker i Østbirk



Den 11. november 2014 bliver der sat en milepæl for Østbirk Antenneforening. Her slukkes nemlig for det analoge tv-signal, som efterhånden har kørt gennem mere end 60 år. Slukningen åbner op for nye digitale muligheder og giver blandt andet plads til at flere digitale kanaler kan vises i HD-kvalitet. Det skyldes at én enkelt analog kanal frigør plads til op mod ti digitale kanaler, siger formand for Østbirk Antenneforening Søren Veis.
 Mellem kl. 8-16 den 11. november kan man derfor opleve en midlertidig afbrydelse af tv og internet. Efter afbrydelsen kan det være nødvendigt at man søger tv-kanalerne ind på ny på sit tv. Man kan finde en guide til kanalsøgning på Stofas hjemmeside.

Staten slukkede i 2009
Stofa har valgt at slukke for det analoge tv-signal i de antenneanlæg som Stofa ejer. Staten slukkede i 2009 for det analoge signal, men siden er mange tv-kanaler fortsat blevet sendt både digitalt og analogt på kabel-tv.
 Årsagen til dette var, at mange danskere stadig har et ældre tv, som ikke er i stand til at vise de digitale signaler. Antallet af fladskærme er eksploderet, der er kommet mange nye kanaler i knivskarp HD, og der er kommet nye digitale tjenester, som filmleje fra sofaen, muligheden for at starte programmer forfra og så videre. Alt dette gør, at pladsen er blevet trang i antenneanlæggene. Nutidens krav til billedkvalitet kræver mere plads – og én enkelt analog kanal kan give plads til op mod ti digitale kanaler.
 Det analoge signal har eksisteret siden tv’s barndom. Nu er det blevet tid til at tage det endelige opgør med det forældede analoge signal.
 Stofa slukker signalet gradvist, f.eks. blev der slukket i Hovedgård i januar 2014, og nu er turen kommet til Østbirk. Grunden til at det ikke sker på samme tid overalt er naturligvis at Stofas teknikere skal kunne følge med til at servicere kunderne.

Signal fra den 11. november
Hvis du er i tvivl om dit fjersyn er klar til det digitale signal, er tommelfingerreglen at du skal kunne se DR3. Kan du se DR3 gennem din digitalboks, kan du også se TV efter den 11. november gennem din boks. Hvis du kan se DR3 uden boks, kan dit tv modtage det digitale signal. Hvis du ikke kan se DR3, skal du foretage en kanalsøgning. Hjælper det ikke skal du enten have en digitalboks, der iøvrigt koster 999 kr. hos Stofa incl. opsætning, eller du kan vælge at købe et nyt tv, der kan modtage det digitale signal uden boks. Der skal en boks til hvert fjernsyn, der ikke kan modtage digitalsignalet. Man kan også vælge at leje boksen hos Stofa.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025