Min kollega i Europa-Parlamentet, socialdemokraten Ole Christensen, har for nylig sammenlignet flyselskabet med buræg, efter det irske flyselskab bekendtgjorde, at det vil begynde flyvninger fra Københavns Lufthavn.
Sammenligningen er ikke helt ved siden af – hverken når det kommer til vilkårene for personalet eller passagererne, der er pakket sammen som sardiner
Personalet er meget ofte ansat på lokale kontrakter i Irland (uanset hvor de måtte bo), og i det hele taget under vilkår, som er under al kritik.
Men passagererne har, nøjagtigt som kunden i supermarkedet, et frit valg mellem den dårligt producerede og den forsvarligt producerede variant. Den valgfrihed har hverken burhønsene eller de ansatte i Ryanair, som måske er uden alternativer på arbejdsmarkedet. Det har forståeligt nok bragt Socialdemokratiet i Europaparlamentet frem i det røde felt.
Men udover en opfordring til Ryanair om at indgå en overenskomst, indeholder Ole Christensens kritik af Ryanair ikke et eneste initiativ eller for den sags skyld en analyse af de strukturelle forhold, der muliggør Ryanairs udspekulerede forretningsmetoder, og det er rigtigt ærgerligt. Måske skal årsagen findes i det faktum, at det lige præcis er EU-systemet, der fungerer som en kølle mod medlemslandenes nationale aftale modeller på arbejdsmarkedet. Det handler overordnet om hensynet til arbejdskraftens frie bevægelighed, der vægtes langt højere end hensynet til den enkelte arbejdstager.
Det ville dog være skønt, hvis Ole Christensen og Socialdemokratiet, ville sætte sig ned sammen med os andre og finde ud af, hvad vi kan gøre ved det. Men de toner har vi i Dansk Folkeparti indtil videre lyttet forgæves efter hos Socialdemokratiet. Her ville man ikke en gang i tiden op til valget til Europaparlamentet høre tale om velfærdsforbehold eller andre beskyttende foranstaltninger for danske arbejdstagere. Ryanairs eksempel illustrerer, at det her ikke kun drejer sig om Danmark. Det drejer sig om hele EU og især de lande, hvor arbejdstagerbeskyttelse traditionelt har været vægtet højt.
Ryanair bekæmpes ikke som et enkeltstående tilfælde med en sløv opfordring til at indgå overenskomst. Nej, det er hele systemet, der skal ændres, således at de mange virksomheder, der betjener sig af samme muligheder ikke længere kan skalte og valte med hensynet til deres ansatte. Det er mit håb, at det vil gå op for Socialdemokratiet.
