Sognepræst Peter Tast
Af sognepræst Peter Tast
Det er en enorm indskrænkning af fællesskab, frihed og nærvær, som ellers er noget af det dyrebareste, vi har. Måske synes man i de første par dage, at det er skønt med corona-fri, men efterhånden som samfundet lukker ned, kan man spørge sig selv om, hvad det er for en verden, vi pludselig befinder os i, hvor nogle af de grundlæggende værdier er sat ud af spil.
Der ikke noget at sige til, hvis man bliver bange. Eller angst. Angst er netop noget, man har for det ukendte. Selvom corona til en vis grad er kendt, så er der endnu ikke fundet vaccine eller medicin imod det. Vi håber australiernes bud på en medicin er noget, der kan bruges. Men vi ved stadig ikke, hvem af os, der er smittet eller bærer smitten, eller hvad der vil ske med os, hvis vi bliver ramt. Vil det gå let hen over os, eller er det os, der skal på intensiv? Vil vi miste en af vores kære? Vi kan kun bede til, at det ikke går så galt, og om, at finde ro midt i uvisheden. Det er bl.a. sådan noget, tro kan bruges til.
Vores vigtigste opgaver er høj hygiejne og at styrke vores immunforsvar, dvs. spritte af, hoste i ærmet og undgå fysisk kontakt, og sørge for sund kost, god nattesøvn, motion og frisk luft. Det sidste har vi jo en fantastisk god mulighed for nu, hvor vejret er begyndt at arte sig - Tak for det!
Men vi har også en anden stor opgave, nemlig at holde fast i fællesskabet, nu når vi pludselig ikke må forsamles mere. Familierne har fået en unik mulighed for at være mere sammen, og det er godt. Det er også skønt, at mange melder sig til fx at købe ind for folk, der er i karantæne. Men lige så vigtigt er det at tænke ekstra meget på dem, der sidder alene, for de er nemlig blevet endnu mere alene. Så grib telefonen og ring til den, der er alene. Eller ring til mig. Det må præsten også gerne bruges til. At have nogen at tale med er noget af det allervigtigste for os mennesker, og det skal vi huske ekstra på i disse dage, hvor vi står sammen ved at være hver for sig.
Noget at det, der gør mest ondt, er, at konfirmationerne skulle udskydes. Det berører så mange familier og er en stor begivenhed i både de unges liv og for de voksne. Det er også træls, at gudstjenester og kirkelige aktiviteter er aflyst i resten af marts, og jeg bliver ikke forbavset, hvis det bliver forlænget, og hvad med påsken, den vigtigste kristne højtid? Det tilrådes at udskyde dåb og vielser. Vi må godt foretage handlingerne, men med max 10 personer inkl. personale! Ved begravelser og bisættelser må der kun samles lidt flere end 10, men vi kan efterfølgende lave en mindehøjtidelighed, fx ved urnenedsættelse.
Lad os håbe, at regeringens plan vil lykkes, så Danmark fortsat kan være et godt sted at leve.
