
STB BYGs snedkeri i Jelling, der overtages af DOORFLEX
STB Snedkeri har gennem de seneste år afsøgt mulighederne for at videreudvikle snedkeriet, og det er resultatet af disse bestræbelser, der nu gør at snedkeriet overdrages til DOORFLEX A/S. Snedkeriet har gennem årene haft mange ”nicher” fra produktion af campinghytter (1980’erne) til møbelproduktion for JYSK (1990’erne), men de seneste 15 år har snedkeriet specialiseret sig i produktion af glasskillevægge og brandelementer. Seneste produktlancering er et certificeret udvendigt træ/aluminium brandvindue.
Med opkøbet af STB Snedkeri udvider DOORFLEX A/S sine forretningsområder, så virksomheden ud over indvendige brandskydedøre også kan tilbyde kunderne indvendige og udvendige brandglaspartier.
Henrik Damgaard Hansen udtaler "Det er en stor glæde for mig at få mulighed for at overtage STB Snedkeri, da jeg tror på, at synergien mellem de to virksomheder, giver grobund for vækst på begge områder, idet vi kan tilbyde vores kunder æstetiske løsninger, som samtidig har de myndighedsgodkendelser, som kræves iht. den skærpede lovgivning omkring brand”
STB Snedkeri har en lang historie, og derfor har det også været essentielt for STB BYG at finde en virksomhed der fortsætter aktiviteterne i samme ånd, og det har man fundet i DOORFLEX A/S. ”Det er selvfølgelig med blandede følelser at vi i dag annoncerer at STB Snedkeri pr. 1. maj er solgt til DOORFLEX A/S. Vi er ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for snedkeriet, selvom det betyder et farvel til et forretningsområde med en helt særlig plads i STB BYG historien.
Vi siger farvel til en flok dygtige og loyale medarbejdere, men siger samtidig et goddag til en ny samarbejdspartner og leverandør af brandelementer” udtaler Jens Winther.
Snedkeriet vil pr. 1. maj 2019 skifte navn til DOORFLEX A/S og vil som udgangspunkt fortsætte sine aktiviteter på Skovbøllingvej 17 i Jelling.