
I løbet af foråret har droner fra rådgivende firmaer i et par omgange svævet tæt omkring vandtårnet på Nygårdsvej, lige ud mod Ringvejen. Dronerne har taget billeder af slid og revner i betonen på det gamle tårn, som blev opført i begyndelsen af 70’erne – altså for knap 50 år siden. Billederne viser umiddelbart ikke noget overraskende, men er alligevel et godt og præcist redskab, siger Michael Lind-Frandsen, proceschef hos Samn Forsyning:
-Nu har vi et præcist overblik over, hvilken stand vandtårnet er i, når det gælder den udvendige konstruktion. Det er klart, at en 50 år gammel betonkonstruktion ikke står som ny, og billederne viser, at der er en del steder, hvor der er en nedbrydning i gang. Det er ikke overraskende, siger han og understreger, at selvom optagelserne viser begyndende huller i betonen flere steder, er der ingen grund til bekymring.
-Det her handler om rettidig omhu. Vi ser hele tiden nogle år fremad, når det gælder driftsudgifter, og ved et stort anlæg som vandtårnet er det vigtigt at have overblik over, hvor stort behovet er, hvis vi en dag skal begynde at renovere på det, siger han.
Af sikkerhedsmæssige grunde har Samn Forsyning her i foråret valgt at sætte hegn om fundamentet, så gæster på området ikke bliver ramt af de små betonflager, der af og til løsner sig.
Michael Lind-Frandsen pointerer, at dronebillederne ikke viser nogle akutte problemer, men at der er flere steder, hvor Samn Forsyning skal være ekstra opmærksomme de kommende år.
-Man kan sammenligne det med at finde og kortlægge de første rustpletter på en bil. Bilen kan sagtens køre mange år endnu, men hvis du ikke gør noget, arbejder rusten videre, og til sidst bliver det et problem for bilens sikkerhed. Det samme gælder med vandtårnet. De små skader, der nu er registreret, bl.a. hvor flager af beton løsner sig, udgør ingen fare for konstruktionen eller drikkevandssikkerheden hverken nu eller de nærmeste år. Det bliver først et problem, hvis vi ingenting foretager os, siger proceschefen og tilføjer, at rapporten ikke har overrasket ham.
-Vi vidste godt, at der var nogle skader i betonen udvendigt – andet ville også være mærkeligt i en sådan konstruktion, der nærmer sig 50 år. Nu har vi en god del af beslutningsgrundlaget på plads videre frem, siger han.
Rapporten kan nemlig ikke stå alene. I løbet af efteråret gennemfører Samn Forsyning en grundig indvendig inspektion af vandtårnet på Nygårdsvej, hvor både rørføring og de bærende konstruktioner får en nøje gennemgang. Herefter er der to mulige konklusioner, siger proceschefen:
-Enten begynder vi at forberede en renovering af vandtårnet inden for de kommende år, så det kan holde i mange år endnu – eller også skal vi overveje i løbet af nogle år at opføre et alternativ til det gamle vandtårn. Det kan vi ikke beslutte, før vi har en samlet vurdering af, hvad det vil koste at opretholde driften af tårnet. Med drone-rapporten har vi taget første, vigtige skridt, og vi er fortsat i god tid. Vandtårnet kan holde i mange år endnu – men selvfølgelig holder det ikke uendeligt, siger Michael Lind-Frandsen.