
William Clementsen fra Hovedgård Skole cyklede fejlfrit og blev nr. 1, Sophie Binderup fra Hulvej Skole blev nr. 2 (t.v. på fotoet) og Christina Sørensen fra Juelsminde Skole blev nr. 3 (midt på fotoet) og var samtidig heldig at vinde en cykel.
Lige knap 50 elever fra 6. klasserne i Horsens og Hedensted Kommuner deltog i dag, onsdag, i finalen i den årlige cyklistprøve. Eleverne havde inden cyklistprøven i Horsens centrum gennemgået en teoretisk og praktisk prøve på deres egen skole. De elever, der havde klaret sig bedst i deres klasse, var i dag inviteret til fælles finale i Horsens, som hvert år afholdes af Sydøstjyllands Politi.
Præmieoverrækkelse
Efter cykelturen samledes alle eleverne på Horsens Rådhus til præmieoverrækkelse og lidt godt at spise. Her blev de tre dygtigste cyklister kåret. På 1. pladsen kom William Clementsen fra Hovedgård Skole, på 2. pladsen Sophie Binderup fra Hulvej Skole og endelig Christina Sørensen fra Juelsminde Skole på 3. pladsen. William Clementsen var den eneste, der kørte helt fejlfrit, men politiet var generelt meget imponerede over dette års cyklister:
- Eleverne cyklede rigtig flot i år. De var bedre end de plejer, og det er vi meget glade for. Vi håber, at eleverne for hvert år bliver bedre og mere sikre i trafikken, så vi er meget tilfredse med dette års cykelprøvefinale, siger Niels Bach fra Sydøstjyllands Politi.
Lodtrækning blandt alle eleverne
Alle cyklisterne deltog efter kåringen af 1., 2. og 3.-pladsen i lodtrækningen om en ny cykel og andre præmier, sponsoreret af Rådet for Sikker Trafik og FriBikeShop, Smedegade i Horsens. Mange elever kunne glæde sig over præmier fra FriBikeShop – Christina Sørensen fra Juelsminde Skole vandt hovedpræmien, som var en cykel.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!