Efterårsferie på Fængselsmuseet



Med en daglig, helt ny børneaktivitet og fem daglige rundvisninger er det let at blive inspireret og slippe fantasien løs på Fængselsmuseet i efterårsferien.

Kunst
”Der er lys ind imellem og forude” er titlen på et af Fængselsmuseet malerier. Med titlen har fangen sat ord på de følelser, han havde, da han malede maleriet. En anden fange har med sin kunst kommenteret dagligdagen i fængslet og forholdet til de ansatte, mens en tredje blot har villet have tiden til at gå. Fælles er dog, at rigtig mange fanger har udtrykt sig gennem kunst. De udtryk deler Fængselsmuseet med gæsterne i efterårsferien. Uanset om man deltager i børneaktiviteten ”Farvelader i fængslet” eller tager med på rundvisning om ”Fangekunst” er der lagt op til inspiration, indtryk og kreativitet bag fængslet tykke mure.

”Farvelader i fængslet” – en helt ny børneaktivitet
Som noget helt nyt kan børn i alderen fra 4 til 10 år sammen med deres voksne deltage i ”Farvelader i Fængslet” og selv prøve kræfter med kunsten. Sammen med en af Fængselsmuseets formidlere kommer man på tæt på de steder, historier og genstande, der inspirerede fangerne i deres kunst. Her gælder det om at opleve fængslet gennem fangernes øjne og derefter lade sig inspirere og selv skabe sin egen kunst, samtidig med at man får en forståelse af, hvordan livet er i et fængsel. Og mens farveblyanterne svinges og garnnøglerne triller, er der rig mulighed for at få flere historier og svar på alle de spørgsmål, som besøget i Fængselsmuseet giver anledning til.

”Fangekunst” – fem daglige rundvisninger
For voksne og børn over 10 år er der mulighed for at komme helt tæt på fangekunsten og få de historier, der til hverdag ikke bliver fortalt i udstillingen. Mens man bevæger sig igennem Fængselsmuseet, vil en af museets formidlere fortælle om, hvad der inspirerede fangerne i deres kunst. Hør for eksempel om hverdagen på en cellegang og se, hvordan fangerne kunne være kreative med indretning af deres celler, og hvordan de fortolkede det i kunsten. Se de farvestrålende broderier, broderet af en langtidsfange, der gerne ville have, at hans motiver skulle gøre folk glade. Og hør om fangen, der i det virkelige liv var en rutineret kunstmaler, men som kun malede kopier i fængslet. Efterårsferiens formidlere har en stor baggrundsviden og er meget garvede, så på en rundvisning er der mulighed for at få endnu mere ud af sit besøg og svar på sine spørgsmål.
 ”Farvelader i fængslet” foregår hver dag kl. 11.30 i efterårsferien. Rundvisningen ”Fangekunst” hver dag kl. 11.00, 12.30, 13.00, 14.00 og 14.30 og varer en time.

enlightenedBliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025