
Portugese Man of War på Jernlageret, sommer 2015. Foto: Jeppe Vind.
Forestil dig, at du befinder dig et sted i Stillehavet. Hvordan lyder musikken her? Hvordan er stemningen? Det giver den elektroniske duo The Portuguese Man of War et bud på, når der er fyraftenskoncert på Kulisselageret i anledning af Spil Dansk Dagen.
Duoen består af brødrene Søren og Anders Stochholm - sidstnævnte kendt fra bandet Under Byen. Tidligere på året udgav duoen albummet ”Girl From The Pacific”. Rolling Stones Magazine skrev efter duoens koncert til SPOT Festival i 2014: ”The best newcomers in the north”. Duoen spillede på Jernlageret denne sommer, og præsenterede der publikum for deres unikke lyd, som skabes med gamle synthesizers, trommemaskiner, marimba og stemme-samples i deres elektroniske kompositioner.
Der er på nuværende tidspunkt mere end 35 arrangementer i Horsens’ Spil Dansk-kalender, og Kulturafdelingen har samlet et overblik over de arrangementer, der på nuværende tidspunkt er kendskab til på kommunens hjemmeside. Her kan man orientere sig i de mange forskelligartede tilbud musiklivet byder på i uge 44, som også kaldes ”musiklivets festuge”. Arrangementerne spænder over alt fra folkemusik og dans til Klosterkirkens Carl Nielsen-hyldest og koncerter med danske bands fra før og nu på Kulisselageret.
Siden 2002 har Horsens hvert år markeret Spil Dansk Dagen med en flot vifte af store og små arrangementer som kommunens foreninger, ildsjæle og musikliv har iværksat.
Man kan bl.a. opleve The Portuguese Man of War spiller fyraftenskoncert på Kulisselageret torsdag den 29. oktober kl. 17.00. Spillemandslauget Fandango spiller op til dans og sang på Østerhåbsskolen torsdag den 29. oktober kl. 19.00. 150-året for Carl Nielsen fejres på Spil Dansk Dagen i Klosterkirken torsdag den 29. oktober kl. 19.30.