
(Arkivfoto)
Som optakt til Skolernes Krimimesse, der hvert år samler ca. 900 elever på 7. årgang, får eleverne en guidet rundtur på udstillingen "Børn af fanger" på FÆNGSLET. Her kommer de via historier indtalt af indsattes børn til en forståelse af, hvilke konsekvenser kriminalitet kan have for hele familien og altså ikke kun den indsatte. Rundvisningen foregår fredag den 15. marts kl. 11.00-13.00.
Ifølge lærer Peter Skyldahl Sørensen er det vigtigt, at eleverne får åbnet deres øjne for en anden verden, og det kan krimimessen være med til:
- Vores elever er hovedsageligt ressourcestærke, men det er ikke alle børn, der er så heldige. I et fængsel findes der alle typer af kriminelle lige fra den habitklædte svindler til voldsforbryderen, og på rundturen får eleverne et indtryk af, hvordan børn påvirkes af et familieliv, som formentlig ikke ligner deres eget.
Matilde Jansen, der guider eleverne gennem udstillingen på FÆNGSLET, fortæller:
- På rundturen får eleverne en masse at vide om de indsattes dagligdag i fængslet - herunder hvordan det er foregået, når fangerne har fået besøg. Efter rundturen skal eleverne lidt længere ned i materien og diskutere, hvordan de mener, en besøgscelle skulle se ud, hvis deres egen far eller mor sad i fængsel.
Mødet med de indsattes børn skal efterfølgende inspirere eleverne til at arbejde videre med temaet "Børn af fanger" - herunder give idéer til en besøgscelle, som de skal indrette på Skolernes Krimimesse, der finder sted tirsdag den 30. april, 2019 på FÆNGSLET. Her skal eleverne blandt andet dyste i at kåre den mest interessante og lærerige celle.