
10 minutters ensomhed i en celle på Fængslet i Horsens.
Det er noget af dét, elever fra Lundskolen skal opleve i forbindelse med Skolernes Krimimesse, som hvert år samler ca. 900 elever på 7. årgang og i år holdes tirsdag den 13. marts.
Lundskolens besøg er led i forløbet ”Fængselskunst”, som foregår i et samarbejde med Fængselsmuseet og Billedskolen, og meningen er, at eleverne tilbage i klasserne skal diskutere, hvordan fængslingen påvirkede dem.
- Formålet med at lukke eleverne inde er selvfølgelig at give dem så levende et billede af fængselsverdenen som muligt. Erfaringen viser nemlig, at jo mere eleverne kan komme til at arbejde med en spændende virkelighed, jo mere engagerer de sig i undervisningen. De skal desuden læse fængselsdagbøger og tage fotos og på den måde blive inspireret til det videre arbejde med fremstilling af billboards, fortæller projektleder Winnie Henriksen.
Kulminationen på arbejdet sker onsdag den 18. april hvor Lundskolen sammen med de øvrige skoler i Horsens Kommune er samlet til Skolernes Krimimesse på Fængslet.
Her vil hver klasse indrette en celle og formidle deres viden, og det bliver så op til de andre 7. klasser at kåre den mest interessante og lærerige celledeling.
Skolernes Krimimesse holdes for 6. gang og er obligatorisk for alle 7. klasses elever fra kommunens skoler. Krimimessen samler ca. 900 elever fordelt på 40 klasser.