Elever skal have fingrene i cementen



Et hold elever fra udskolingen på Langmarkskolen i Horsens skal nu i bogstaveligste forstand ud og have fingrene i cementen.
 Det sker onsdag den 4. november på byggepladsen Kastanjeparken i Egebjerg ved Horsens.
 Initiativet er led i en ny valgfagsordning på Langmarkskolen, der giver de ældste elever mulighed for at komme helt tæt på den virkelige verden. Herunder altså også på murer-faget – en af de håndværkeruddannelser, som har særligt svært ved at tiltrække de unge.
 - Vi ønsker at vores ældste elever skal være på tæerne og ambitiøse med hensyn til valg af uddannelse. Derfor har vi rystet posen og indført en ny valgfagsordning på Langmarkskolen – også kaldet Udskolingssporet – der giver eleverne mulighed for at opleve hvordan deres ønskeuddannelse udmøntes i praksis. Det skal give dem det bedst mulige grundlag for at vælge den rette uddannelse, fortæller afdelingsleder Christian Christensen.
 Og lige præcis onsdag morgen kommer de elever, der har valgt sporet ”Create your future – karriere og uddannelse” helt tæt på cement og murskeer m.m. på byggepladsen ved Egebjerg, hvor Horsens Murer- og Entreprenørforretning A/S for øjeblikket er i fuld gang med at opføre 26 nye boliger.
 - Vi glæder os til at få en god snak med de unge, så vi kan få aflivet de mange myter om, at murerfaget kun handler om at løfte tunge mursten i al slags vejr, fortæller Ove Kjærside, der er byggeleder i Horsens Murer- og Entreprenørforretning A/S og medlem af det lokale uddannelsesudvalg på Learnmark Horsens.
 I forbindelse med den nye tilvalgsordning har Langmarkskolen fordoblet det ugentlige timetal fra halvanden til tre timer.
 Udviklingssporet på Langmarkskolen sker i et tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv, foreninger og kulturinstitutioner.

De syv Udskolingsspor:
”Unge i Front – Trænerspiren” i samarbejde med DGI.
”Create your Future – karriere og uddannelse” i samarbejde med Ungdomsskolen, Learnmark og VIA UC.
”Teknologisk Mestring og naturfag” i samarbejde med Horsens Statsskole.
”Vejen til en verden af i dag, en historisk og naturfaglig rejse” med brug af lokalområdet.
”Musik: The Band” i samarbejde med Musikskolen.
”Drama: Med kroppen og fantasien som redskab” i samarbejde med Komediehuset.
”Billedkunst – tegning, street art, animation, arkitektur og foto” i samarbejde med Billedskolen.
yesNyheder på Facebook, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025