Suzanne Brøgger takker af



Suzanne Brøgger har altid viklet sig ind i et magnetisk slør af mystik. Hun er kendt for at overskride grænser og gå sine egne provokerende veje - både seksuelt, som forfatter og i kampen for at være en fri kvinde. Foto: TV-P

Sådan siger forfatter Suzanne Brøgger, der i forbindelse med at hun fylder 70 år, har besluttet at stille op til et TV-interview en sidste gang. For at sige tak.

"Vi lever i et mediesamfund, som hele tiden æder sig ind på en. Mere og mere. Alting skal på billede og dokumenteres, og hvis det ikke er dokumenteret, er det som om, det ikke findes. Det er en pseudovirkelighed, det er illusorisk, det er falskt, og jeg har leget med på legen i 50 år, men nok er nok. Det var dejligt, men tak!"

Brøgger gennem et halvt år
DR har fulgt Suzanne Brøgger det seneste halve år, og optagelserne er blevet til portrættet 'Skår', der sendes på DR K på forfatterens fødselsdag tirsdag den 18. november. I portrættet følger DR tilblivelsen af hendes selvbiografi 'SZ - Et livs billeder', som hun udgiver på tirsdag. Og DR K er med hende til Litteraturfestival i New York.

Samtidig forholder hun sig for første gang i programmet til Louise Zeuthens biografi 'Krukke', som udkom i september og handler om Suzanne Brøggers unge år. Biografien er baseret på Brøggers dagbøger og breve.

"Jeg ville gerne befries for alt det stof. Jeg tænkte, at her var der et talentfuldt menneske, der kunne skrive en ungpigebog, som måske kan inspirere andre unge piger i dag, der slås med deres opvækst. Jeg vidste, at jeg havde stoffet til det, men jeg vidste også, at jeg ikke selv ville gøre det."

Tilværelsens råhed
Suzanne Brøgger har skrevet over 20 bøger. Hun debuterede i 1973 med 'Fri os fra Kærligheden'. Bogen slog med et Suzanne Brøggers navn fast. Som feminist, myte og provokatør. Med hendes egne ord er bogen "den bouillonterning, der indeholder ingredienserne til resten af hendes forfatterskab".

I dag kan hun se tilbage på en begivenhedsrig forfatterkarriere. Men også et liv, hvor hun uden omsvøb har mærket tilværelsens råhed - helt fra begyndelsen. For som hun selv siger: "Jeg er kommet blodigt ind i litteraturen".

Både i radio og TV
Det er ikke kun DR K's seere, der får glæde af Brøgger. På lørdag sender P1 en hel time med Suzanne Brøgger. I begge programmer fortæller Suzanne Brøgger om at blive ældre. Men også om en opvækst i en forlist familie, med en mor, der var syg og kun ønskede, at Suzanne skulle udleve hendes drømme og blive kendt. Og hun fortæller om at blive udvalgt af sin franske elsker til at udbrede den seksuelle frigørelse i hele Norden. Noget af en opgave for en 16-årig pige.

'Skår' sendes 18. november klokken 20.00 på DR K og 'Brøggers Bagage' sendes på P1 lørdag den 15. november klokken 16.03.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025