
Den 25. februar kunne SuperBrugsen Hovedgård slå dørene op til den totalt renoverede og udbyggede SuperBrugsen. Nu er også uddeleren ny i Hovedgårds nye supermarked.
Der bliver dog ikke den store forskel for kunderne i SuperBrugsen Hovedgård. Den netop totaloptimerede SuperBrugsen kræver lokalemæssigt naturligvis ikke forandringer, det er tip-top, men alligevel giver et uddelerskifte altid nogle forandringer, forklarer Jesper Brarup Jessen, der 1. juni tiltrådte som ny uddeler i SuperBrugsen Hovedgård.
- I slagterafdelingen vil vi gerne fremhæve og satse mere på vore egne produkter end det præfabrikerede. Det er her kunderne kan mærke en forskel, og vi kan vise, hvor vi er gode, siger uddeleren.
Ligeså vil kunderne mærke at den nye uddeler vil have fokus på frugt og grønt og i vinafdelingen.
- Vi skal vise kunderne, hvor vi differentierer os fra discountbutikkerne. Det er det folk gerne vil og i SuperBrugsen Hovedgård skal man gøre en god handel, det skal være win-win at gøre sine indkøb hos os, siger Jesper.
Hovedgård nye uddeler har fået en god og positiv snak med særdeles mange i kundestrømmen.
- Ydermere var jeg så heldig lige at starte i uddelerjobbet under Hovedgård Byfest, så der bliv hilst på og snakket med mange i Anlægget både til onsdagens vinaften og torsdagens forbrugermesse.
At få varerne hjem til de rigtige priser og lytte til kunderne er vigtige paramentre for Jesper, der kommer fra en stilling som souschef i Kvickly Viby.
- Og så står vi naturligvis klar med høj kundeservice i hele åbningstiden, siger Jesper.
Hovedgårds nye uddeler er 35 år, kommer fra Nørre Nebel og har boet i Århus de sidste 15 år. Jesper har været ansat i 3 Brugser og 3 Kvicklyvarehuse forud for uddelerjobbet i Hovedgård. Privat bor Jesper sammen med sin kæreste og deres 2 børn på 7 og 10 år.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!