
Undervisning og udveksling i England, Finland, Tyskland, Frankrig og Island bliver frem over en del af skemaet for elever og lærere på Learnmark Horsens. Erasmus+, som er EU’s uddannelsesprogram, har bevilget mere end 700.000 kroner i støtte til det udvidede samarbejde med flere europæiske lande.
Det glæder udviklingschef Lone Ørsted, at EU-midlerne kan give flere elever på Learnmark Horsens mulighed for at komme helt tæt på andre kulturer.
- Målet er, at eleverne bliver udfordret både personligt, fagligt og socialt, og at de får udviklet deres sprogfærdigheder, så de er godt forberedt til at være borgere i en global verden. Derudover håber jeg, at mange får større indblik og lyst til senere i deres uddannelsesforløb at rejse til udlandet, siger Lone Ørsted.
Gensidig udveksling
EU-midlerne understøtter et øget fokus på internationalisering på Learnmark Horsens, hvor elever og lærere rejser 2-3 uger ud i verden, og hvor elever og lærere fra samarbejdsskolerne i Europa besøger Learnmark Horsens.
- Den gensidige udveksling med skolerne betyder, at vi kan samarbejde om længere undervisningsforløb, hvor vi fx kan have fælles undervisning via Skype mellem besøgene. Eleverne opnår også et tættere kendskab til hinanden gennem de kulturelle og sociale aktiviteter, som et udvekslingsprogram indeholder, fortæller Lone Ørsted.
Valgfag og praktik i udlandet
På Learnmark Tech kan eleverne på grundforløbet vælge faget Internationalisering, hvor rejser til udlandet bliver en del af undervisningen. På struktøruddannelsen får lærlinge mulighed for at komme i praktik i en fransk virksomhed.
- Jeg tror, at det gør det mere attraktivt for unge at søge en erhvervsuddannelserne, når de får muligheden for at rejse ud i verden som en del deres uddannelse, understreger Lone Ørsted.
På Learnmark Business og Learnmark Gymnasium HHX og HTX kan eleverne søge om at blive en del af rejseprogrammerne. Derudover bliver det også muligt for en række undervisere og ledere at hente inspiration på samarbejdsskolerne i Europa.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!