Eventyrligt juleunivers i Kuben



Udstillingen, der vil pryde Kuben i den kommende julemåned, bygges op af Thit Hansgaard og Mette Fredsted Gram, der er henholdsvis illustrator og interaktionsdesigner fra Designskolen Kolding.
 Udstillingen skabes med inspiration fra Nøddeknækkeren, den klassiske julefortælling og ballet. Kuben omdannes til en glitrende spilledåse, hvor en næsten tre meter høj ballerina langsomt drejer omkring i Kubens midte.
 Gennem Kubens glasvægge kan man se ind på det eventyrlige scenarie, og svagt høre en melodi fra Tchakovskis berømte ballet, som fra en rigtig spilledåse. Når vintermørket falder på i Søndergade, vil ballerinaen lyse op og skabe liv blandt dekorationerne, der alle henleder tankerne på fortællingen om Nøddeknækkeren.
 For foden af ballerinaen, i Kubens ene halvdel, er indrettet en stue med en stor, blød lænestol, puder, pakker og et juletræ med glitrende pynt. Her er der plads til højtlæsning for byens børn, der kan træde ind i eventyret og være med til at sprede julestemning.
 Børn og voksne kan kigge forbi Julekubens udsmykning i hele julemåneden, og opleve det hyggelige juleunivers med den glimtende ballerina, der bliver levende.
 Udsmykningen i Julekuben er del af det samlede juleprogram for Horsens i december, hvor midtbyen bliver fyldt med en masse dejlige juleoplevelser for børn og voksne i Horsens.
 Udsmykningen afsløres fredag den 28. november kl. 17 af borgmester Peter Sørensen. Afsløringen foregår i forbindelse med, at julebelysningen tændes i Horsens midtby.
 Julekuben er skabt af Thit Hansgaard og Mette Fredsted Gram i samarbejde med Mærk Byen, Horsens Kommune.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025