Fællessang og fortællinger skaber fællesskab



Organist Julie Schaumann-Hansen leverede musikken fra henholdsvis orgel og klaver, og kirkesanger Sonja Frandsen sang for på aftenens fem sommersange og salmer, der samlede de fremmødte i et syngende fællesskab.

Stafetaftenens fortæller var Peter Kjelstrup fra Meldrup, der fortalte om Peder Griffenfeld, der var en betydelig embedsmand af borgerlig herkomst. Han blev adlet, men kom i unåde hos Christian 5. og tilbragte 22 år i fængsel frem til 1698. Griffenfeld døde i 1699, hvorefter han blev begravet i Vær Kirke.

Ligeledes berettede Peter Kjelstrup om slægtsgården i Meldrup og dens tilknytning til Stensballegård og til Charlotte Amalie, Peder Griffenfelds datter. Et par røverhistorier serverede Peter også, inden han og Gudmund sammen fortalte om deres fælles bogprojekt, der har arbejdstitlen ”Skal jeg nu tro på dét, præst?”

Efter en lille time med ord og sang var der åbent for servering af hvidvin, frugt og snacks, som kirketjener Lisbeth Skovgaard stod klar med i kirkens våbenhus, og den lune midsommeraften summede af sommersamtaler, snak og latter – både i våbenhuset og på arealet uden for kirken ned mod Vær Sø.

Sommerstafet 2019 finder sted hver onsdag frem til og med den 28. august – i uge 26 er det Ørridslev Kirke ved Hovedgård, der byder indenfor til en times tid med fælles salmesang og fortælling onsdag den 26. juni kl. 19.

Sommerstafet er for alle. Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.

Tovholder for sommerstafetten er Voer Herreds Pastorat, og her kan kirke- og kulturmedarbejder Anne-Katrine Ladefoged kontaktes for yderligere information – kontaktoplysninger såvel som hele Sommerstafetprogrammet findes på www.voerherredspastorat.dk.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025