Et miks af moderne linjer og et råt autentisk udtryk i et internationalt arkitektonisk format vil møde gæsterne, når de træder ind i Vestsalen. Spar Nord Fonden donerer nu 900.000 kroner til FÆNGSLETs kommende kultur- og konferencesal.
Vestsalen skal åbne FÆNGSLET op og med masser af plads og fleksibilitet, giver salen helt nye muligheder for at huse events og konferencer. Således skal den bidrage til endnu flere usædvanlige oplevelser hos den unikke kulturinstitution.
- FÆNGSLET er et helt særligt sted, hvor bare det at være der, er en tankevækkende oplevelse i sig selv. Derfor er det meget meningsfuldt for os at støtte op om stedets udvikling, siger Jan Rasmussen, der er direktør i Spar Nord Horsens og Spar Nord Fondens lokale repræsentant i Horsens-området.
Han har netop overdraget de 900.000 kroner til FÆNGSLETs projekt Vestsalen, som han er overbevist om, vil tiltrække sig stor opmærksomhed og massevis af gæster - når det bemærkelsesværdige byggeri står færdigt.
Med generøse donationer fra andre fonde er selve byggeriet sikret finansiering - og med Spar Nord Fondens støtte på 900.000 kroner er pengene til etablering af scene, rig, bagtæppe og scenebelysning i hus.
- Jeg tænker, at VESTSALEN, indretningen, oplevelserne og lyden bliver så god - at resten af Danmark vil høre om dette særlige sted - og meget gerne valfarter til FÆNGSLET og Horsens, siger direktør Jan Rasmussen.
Topmoderne rammer af høj kvalitet
På FÆNGSLET vækker bevillingen til den ambitiøse sal glæde.
- Vi sætter utrolig stor pris på Spar Nord Fondens bidrag til Vestsalen. Med Vestsalen kan vi tilføre topmoderne rammer af høj kvalitet til de nuværende arrangementer og vi får også mulighed for at skabe endnu flere helt nye arrangementer på FÆNGSLET, siger FÆNGSLETs direktør Astrid Søes Poulsen.
Vestsalen skabes ved at fusionere den indre, vestre fængselsgård og underetagen i den vestlige fløj. En glasfacade ud til den ydre fængselsgård er med til at åbne FÆNGSLET op og skabe direkte sammenhæng mellem inde- og udeområderne.
Salen, der kan rumme op imod 800 gæster, bliver ca. 1.200 m2 og får ovenlys, højt til loftet, god akustik og moderne konference- og koncertfaciliteter.
- Ved at tilføje nyt til gammelt med stor respekt for fængselsbygningens oprindelige arkitektur skaber vi et helt nyt rum af højeste kvalitet. Derfor vil Vestsalen gøre FÆNGSLET endnu mere vedkommende for flere mennesker og være afgørende i forhold til fortsat at kunne være hele byens kulturelle fyrtårn, siger Astrid Søes Poulsen.
Udover Spar Nord Fonden støtter også Foreningen Realdania med 40 mio. kr., A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal med 40 mio. kr., Familien Hede Nielsens Fond med 3 mio. kr. og Augustinus Fonden med 10 mio. kr.
Vestsalen står ifølge planen klar til brug primo 2022.