
Familien Hede Nielsens Fond i Horsens uddelte tirsdag en mio. kr. til Horsens Kommune til nye initiativer for børn med ordblindhed.
Det er 45. gang, fonden uddeler midler til støtte for kulturelt, videnskabeligt, socialt og uddannelsesmæssigt arbejde, og denne gang faldt valget på Horsens Kommune, hvor indsatsen for ordblinde børn og unge har været højt prioriteret gennem flere år.
I motiveringen for tildelingen af HN-Prisen 2017 lyder det blandt andet, at næsten alle kender nogle med dysleksi af varierende karakter, og at der - med de muligheder, der findes i dag - bør og skal sættes ind tidligst muligt.
- Vi mener, at samarbejdet med en motiveret kommune er ekstremt nærliggende og oplagt. Og selv om indsatsen for ordblinde har været prioriteret gennem flere år, er der behov for at understøtte indsatsen og overgangene til de allerede eksisterende tilbud. Det er glædeligt, at der sættes fokus på ordblindhed/dysleksi generelt. For mange børn og unge mistrives og føler sig udenfor fællesskabet på grund af ordblindhed og det vil vi gerne hjælpe med at ændre på – og med en tidligere indsats kan mange udfordringer afhjælpes eller helt undgås, siger formanden for Familien Hede Nielsens Fond, Henrik Hede-Nielsen.
Det var en meget glad formand for Horsens Kommunes Børne- og Skoleudvalg, Lone Ørsted, der sammen med skolechef Flemming Skaarup, modtog og takkede for HN-Prisen 2017.
- I har set og anerkendt en stor og vigtig opgave, som handler om børnene. Som handler om, at Peter, som går i 6. klasse og er ordblind, skal få lyst til at lære nyt, til at skrive eventyr – eller måske nærmere skrive en historie om sin store fodboldhelt. Som handler om, at Alberte i 8. klasse har lyst til at være en del af både faglige og sociale fællesskaber på lige fod med hendes klassekammerater – så hun i sidste ende kan gennemføre en uddannelse, få et job og få det liv, hun drømmer om. Med prisen påtager vi os ansvaret for at gøre en forskel for de ordblinde børn og unge, sagde Lone Ørsted i sin takketale.
Helt konkret vil Horsens Kommune i samarbejde med Familien Hede Nielsens Fond udbyde to slags camps til ordblinde elever over en treårig periode. Der bliver tale om Intro-camps, som skal forberede eleverne forud for et otte-ugers kursus - ”Fine Readers” - som allerede udbydes af kommunen i dag. På denne camp bliver eleverne forberedt til kurset og støttes i at blive fortrolige med IT-støttende undervisning og IT-kompenserende værktøjer.
Og der vil blive lavet sommer-camps, som er for alle ordblinde elever i 7. klasse i Horsens Kommune, og hvor der vil være fokus på at gøre eleverne parate til udskolingen.