
Kunstprojektet, der er inspireret af yogaens verden, består blandt andet af en række alternative farverige byrumsmøbler.
I år kan sommeren nydes på den nyrenoverede Søndergade. Lige i tid til ferien rykker et stort farverigt kunstprojekt ind på pladsen omkring Det Gl. Rådhus og på KUBENs glasvægge. Bag projektet "Body Shapes" står den britiske kunstnerduo Isabel+Helen, der har en række internationale byrumsprojekter på cv'et.
En fortolkning af yoga
Værkerne består af en række byrumsmøbler i alternative former og farver inspireret af stillinger fra yogaens verden. Sammen med de farverige skulpturer har kunstnerne udviklet et matchende værk i folie til KUBEN.
Kunstnerne bag projektet, Isabel+Helen, fortæller, at "værkerne er en abstrakt fortolkning af menneskekroppen i en serie af former. Skulpturerne er harmonisk balanceret ligesom stillingerne inden for yoga. Hver figur udlever sit eget individuelle stræk, og inviterer publikum til at mime stillingerne og hylde kroppens ekspressive natur."
Skulpturerne kan sommeren over bruges som sjove siddepladser og legeinstallationer, hvorfra man kan nyde udsigten til den nyrenoverede del af Søndergade med en is i hånden.
Nytænkende internationalt kunstprojekt
Kunstnerduoen bag projektet, Isabel+Helen, holder til i London, og blev i 2018 udnævnt som en del af nutidens 100 mest innovative og inspirerende kreative talenter.
Grundet den nuværende corona-situation har de to kunstnere allieret sig med byggeholdet Højskolen for Lys og Hygge, der fører tegningerne ud i livet.
Bag kunstprojektet står MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats, der skaber byliv i midtbyen og på Langelinie.
Værkerne kan opleves på Søndergade fra fredag d. 19. juni og til og med august.