
Igen i år går FDF Gl. Rye foråret i møde med det store traditionsrige loppemarked ved Kræshuset på Horsensvej.
Gennem et helt år er der samlet effekter ind. Der er mange effekter af stor værdi; der er værdifulde antikke møbler, en del teakmøbler, køkkenting, legetøj, værktøj, radioer og masser andet antik elektronik fra en radioamatør, tøj, bøger; - ja, listen er næsten uudtømmelig.
- Vi har i år en fyldt lagerbygning, og skal ud at leje telte for at få loppeeffekterne til at præsentere sig til de mange gæster, der kommer i løbet af dagen, siger Martin Rud.
Det er et stort arbejde for FDF forælde at samle ind, opstille og afvikle loppemarkedet. Men glæden er altid stor, når effekterne forsvinder igen, og pengene kommer i kassen.
Forårsmarked
Loppemarkedet er kun en del af et større forårsmarked med bl.a. en hyggelig café - efter sigende med utallige lækkerier til næsten ingen penge - tombola, flot opsat tøjsalg m.m.
Derudover har FDF’erne 29 års fødselsdag. Med en række aktiviteter for børnene. I dagene op til loppemarkedet kan effekter køres direkte til kræshuset i Gl. Rye.
FDF har igangsat et byggeri af udeværksted til 250.000, og 50% er bevilget af Skanderborg Kommune, samt 87.000 fra tipsmidler. Det betyder at resten skal skaffes ved det kommende loppemarked, siger kredsleder Kjeld Christensen. Derfor har vi indtil videre kun råd til at opføre den udvendige skal af huset.
Da Gl. Rye-egnen er en naturperle, har byen specielt i de senere år fået mange tilflyttere, som er natur- og friluftsmennesker. Derfor er FDF-kredsen begunstiget af mange naturelskere som ledere, der har store ønsker om at dele deres passion med børnene.
FDF Gl. Rye lægger vægt på at give børn og unge alsidige oplevelser i fællesskab gennem natur og friluftsliv. Vi ønsker at lægge grunden til en varig interesse for natur og friluftsliv, som især i ungdomsårene kan præge de unge FDF’ere, som kan række ind i voksenlivet.
- I ungdomsårene forsøger vi at knytte de unge til kredsens videre arbejde ved at inddrage dem i planlægning og gennemførelse af aktiviteter for de yngre FDF’ere. Derigennem bliver de rollemodeller og samtidig opnår de vigtige foreningskompetencer. Vores børnetal har i de seneste år været stigende, og for ca. 5 år siden udvidede vi vore aktiviteter med en musikafdeling, siger Kjeld Christensen.
Derfor har lederne nu et stort ønske om at øge faciliteterne til natur-, friluftslivs- og håndværksaktiviteter.
- Vi ønsker at øge disse i vintermånederne, så vi understøtter ture og undersøgelser i nærområdet i sommerhalvåret.
Rummet skal benyttes til snitterum, filtning, tinstøbning, lysestøbning, dissektion og rensning af fisk, plukning af høns, grøn sløjd, save-, hamre- og større kreative projekter, naturundersøgelser samt udekøkken for bålmad. Kun fantasien sætter grænser.
Alle aktiviteter i kredsen laves af frivillige ledere og bestyrelsesmedlemmer.
Markedet i Kræshuset Horsensvej 33 begynder kl. 10.00 lørdag den 29. april og der kan handles og hygges frem til 14,30.Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!