Fedt at møde Esbjerg på hjemmebane



Foto: Badenfoto.dk

AC Horsens har sendt Viby og Brabrand ud i pokalmørket, og onsdag den 29. oktober gælder det opgøret mod Esbjerg fB, der – med al respekt for de to førnævnte klubber – er en modstander af en helt anden kaliber.
 AC Horsens’ adm. direktør Henrik Ravn ser frem mod opgøret af flere årsager.
 - Der er mange ting at glæde sig til, når man skal spille pokalkamp mod Esbjerg fB. Det er fedt at møde et superligahold på CASA Arena Horsens igen, og vi glæder os til at måle os mod Esbjerg fB, der tog danskerne med storm i sidste sæson – både i Superligaen og med det fantastiske eventyr i Europa League. Det er en klub, der råder over kvalitetsspillere på alle positioner, og jeg vil godt tillade mig at sige, at klubben bør ligge noget højere i Superligaen, end det er tilfældet i øjeblikket, fortæller Henrik Ravn.

Vi vil gerne forlænge sæsonen
Der er ingen tvivl om, at vestjyderne må påtage sig favoritværdigheden i opgøret, men der er tidligere sket små mirakler i DBU Pokalen – også med AC Horsens som den vindende klub.
 - Vi har jo alle oplevet overraskelser i pokalfodbold, hvor alt kan ske, og vi har været et godt pokalhold i de seneste sæsoner, hvor finalen for et par år siden selvfølgelig står klarest i erindringen. Vi går efter sejren mod Esbjerg, for vi vil gerne vise, at vi stadig kan matche et hold fra Superligaen, og vi vil gerne forlænge sæsonen, så vi er med blandt de hold, der skal spille pokalfodbold i begyndelsen af december, fortæller Henrik Ravn og fortsætter:
 - Spillerne og trænerne glæder sig helt vildt til at møde Esbjerg, og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et jævnbyrdigt opgør. Vi skal blandt andet koncentrere os om at stå godt på banen og forsøge at udnytte de omstillingsmuligheder, der opstår, lyder det fra Henrik Ravn.
 AC Horsens sælger print selv-billetter via www.achorsens.dk. Kampen fløjtes i gang klokken 18.00.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025