Middelaldertaffel i Kuben



Igen i år er der masser af middelalderstemning, når den store glaskube bliver forvandlet til en gildesal med et fornemt dækket taffelbord. Og programmet i Kuben byder både på middelaldercirkus, børneaktiviteter og smagsprøver på noget af det musik og gøgl, som du kan opleve på festivalpladsen fredag og lørdag.
 Fra Italien kommer en gøgler, der på bedste middelalderlige vis underholder både godtfolk og adelsfolk med jonglering. Fabius the Jester har rejst langt, men lægger vejen forbi Kuben om fredagen, inden han fortsætter mod markedspladsen ved byens borg. Danske Moro sørger for den rette middelalderstemning med deres musik fredag eftermiddag, og lørdag middag kan du kridte danseskoen til en smagsprøve på festivalens afslutningskoncert med schweiziske Könix.

Elektrisk Middelaldercirkus
Torsdag formiddag kan du lave bærkranse, ansigtsmaling og dekorere sværd sammen med elever fra Horsens Produktionsskolen. Og fredag den 28. august slår Elektrisk Cirkus teltdugen op for et fuldlødigt, spektakulært og opsigtsvækkende middelaldercirkus spækket med usædvanligt enestående artister fra den berygtede gøglerelite.

Taffelkuben
Selve Kuben indrettes i et spændende samarbejde mellem Historicum og den lokale oplevelsesdesigner og kreative ildsjæl Lisbeth Ivanhoe. Sidste år forvandlede Lisbeth Ivanhoe glaskuben på Søndergade til en klosterhave. I år indretter hun Kuben til en gildesal med et taffelbord dækket på middelaldermaner af Historicum med historisk korrekt service, duge, skueretter og bordpynt.
 Lørdag formiddag fortæller middelaldereksperterne fra Historicum om betydningen af det veldækkede bord og de mange traditioner omkring nutidens middagsbord, som tager udgangspunkt i middelalderen. Den måde vi spiser sammen på, startede i middelalderen og fortæller meget om, hvem vi er, hvad vi står for i forhold til stand, tro, politik, hygiejne og meget mere.
 Historicum er en virksomhed, der arbejder med historiske aktiviteter og emner inden for perioden fra bronzealderen til nyere tid. På deres systue bliver der bl.a. årligt lavet 200-300 dragter til forskellige formål, såsom udstillinger på landets museer, filmproduktioner og andre historiske arrangementer. De besøgende kan også møde Historicum i deres bod på festivalpladsen fredag og lørdag.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025