Middelaldertiden nærmer sig



Ved Fængslet kan man allerede se fakler, fakkelkasser og boder stå klar til at modtage de mange bodholdere, grupper og lejre, som igen i år finder vej til Horsens i den sidste weekend i august. Området indenfor og udenfor murene bliver atter fyldt til randen af middelalderentusiaster fra nær og fjern, som vil gøre deres yderste for at underholde publikum og på autentisk manér vise, hvordan middelalderen lød, lugtede, smagte og så ud.
 - I år har vi valgt at lægge vores kræfter i at udvikle og styrker grundkærnen af festivalen og har lyttet til mange af de gode råd og idéer, vi hele tiden får fra borgere, publikum og deltagere på festivalen. Der vil være et nyt område og mange nye og interessante aktiviteter for alle på pladsen, siger projektkoordinator Hassel Louise Löfstedt

Børneområdet i Vestermarken
For første gang i festivalens historie åbner børneområdet allerede kl. 9.00-13.00 fredag. I mange år har forventningsfulde børnehavebørn med middeladerdragter på besøgt festivalpladsen. Der har været åben for brødbagning i børnebageriet, men alle de andre aktiviteter har været lukket. I år vil 8 aktiviteter på og omkring børneområdet have åben, så de forventningsfulde unger kan lære endnu mere om middelalderen. Der vil være en ridder man kan kæmpe med, husdyr fra børnebondegården, pilefletteværksted, snitteværksted, hatteteater, ponyer, børnebageri og hos de grønne spejdere vil der være en masse aktiviteter og middelalderskole.

Kulturkufferter på Børneområdet
Allerede nu har 180 børn fra Børnehuset Vestbyen og daginstitutionen Søndermarken meldt deres ankomst. Disse børn er en del af projektet Kulturkufferter, som er et samarbejde mellem Horsens kommunes biblioteker, Horsens Kommunes dagtilbud og kulturinstitutioner i Horsens. Projektets formål er via kulturaktiviteter at tilføre ekstra dimensioner til børnenes og familiernes hverdag.

Et nyt håndværkerområde i Vestermarken
Endnu et tiltag på festivalen er det nye håndværkerområde. Efter ønske fra mange deltagere og publikum har man valgt at samle alle håndværkere på et fælles område. Dette vil styrke den formidlingsmæssige del af middelalderhåndværk. I området kan man se og afprøve de mange håndværk. Der vil være en smedje, hørforarbejdning, keramikbrænding, smykkefremstilling, pileflet, syning, vævning og meget mere.

Nye aktiviteter
Udover de velkendte aktiviteter som kampgrupper, masser af musik, skønne madboder, ridderkampe og bueskydning kan man som noget nyt se en miniugle i børneområdet, kaste med knive i borggården og høre om kirurgi i middelalderen hos Warwik i Østermarken.

Taffelbord i Kuben
Det er ikke kun på pladsen man kan få middelalderen helt tæt på. Også i Kuben på Søndergade vil det summe af middelalderstemning. Selve Kuben indrettes indvendigt som en gildesal med et taffelbord dækket på middelaldermanér af Historicum, som vil fortælle om betydningen af det veldækkede bord og de mange traditioner omkring nutidens middagsbord, som tager udgangspunkt i middelalderen.
 Udover de interessante fortællinger fra Historicum vil Elektrisk Cirkus lave spektakulært og opsigtsvækkende middelaldercirkus spækket med enestående artister. Forskellige musikere og grupper fra festivalpladsen ved Fængslet vil besøge midtbyen og skabe den rette middelalderlige stemning. Kuben er åben torsdag den 26. august kl. 10-14, fredag den 28. august kl. 13-16.30 og lørdag den 29. august kl. 10-13.30.

Aftenkoncerter med Könix
Efter mange forespørgsler kan festivalen nu endelig byde velkommen den fantastiske og meget populære gruppe Könix fra Schweiz. De vil både fredag og lørdag aften kl. 22.00-23.00 udnytte den fantastiske stemning i borggården på Fængslet og spille til mørket sænker sig helt over pladsen.
 Åbningstider på Europæisk Middelalder Festival 2015: Fredag den 28. august kl. 16-23, Åbningsoptog kl. 17. Lørdag den 29. august kl. 10-23.
 Foto: Hartmann Schmidt Fotografi.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025