
Forleden mistede 133 personer deres job hos Grundfos i Bjerringbro. Desværre er fyringsrunden på pumpevirksomheden blot en i rækken af de fyringsrunder, der har ramt dansk erhvervsliv i det seneste år. I flæng kan bl.a. nævnes tabet af 60 medarbejdere hos Danfoss på Fyn og 400 slagterimedarbejdere hos Danish Crown. Fyringer der i alle tre tilfælde begrundes med faldende indtjening og lav vækst, og som derfor er ganske naturlige set med virksomhedernes øjne. Fra et socialt og samfundsmæssigt perspektiv derimod, er fyringerne ganske katastrofale. Ikke alene rammes den enkelte og hele familier psykisk og økonomisk af en fyring. Som samfund får vi også sværere ved, at finansiere vores fælles velfærd. Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi altid stiller os selv spørgsmålet: ”Hvordan får vi skabt mest mulig vækst og flere nye private arbejdspladser herhjemme?” Venstre er ét af de partier, der for alvor er optaget af, at komme med svar på det spørgsmål.
Faktisk er vi så optaget af at komme med svar på det spørgsmål, at vi har fremlagt 15 konkrete bud på, hvordan vi gør det lettere at drive virksomhed i Danmark. Helt centralt for Venstre er et skatte- og byrdestop og en videreførelse af BoligJobordningen. Vi skal ikke belemre de små- og mellemstore virksomheder med unødigt høje skatter og rigide administrative krav, der får alt virkelyst til at visne. Tværtimod skal vi give det vækstpotentiale de små- og mellemstore virksomheder rummer mulighed for at blomstre. Og vi skal naturligvis sikre de 5.000 arbejdspladser og flere hundrede praktikpladser, som BoligJobordningen ifølge Dansk Byggeri har skabt.
Det samme fokus finder man desværre ikke i regeringens finanslov. Den er som støvsuget for initiativer, der kan understøtte virksomhedernes potentiale og skabe nye private arbejdspladser til de mange ledige. Regeringen lukker i stedet øjnene for, at Danmark har haft negativ økonomisk vækst i to år og udsigt til en meget lille økonomisk vækst i år. Tværtimod er det vigtigere for regeringen, SF og EL at uddele ubetydelige men meget dyrt købte velfærdsløft. Det bliver der jo bare ikke skabt vækst og flere jobs i erhvervslivet af.