Fire nye hold hos Hovedgård Svømmeklub



Svømmeklubben har stadig de kendte og populære svømmehold som begyndere, letøvede, øvede og Supersvømmere, men med de fire nye hold tilbyder medlemmerne helt nye oplevelser:

Plask & leg med mor/far (ca. 4-5 år), er for børn, der i trygge rammer med mor eller far i vandet kan begynde deres svømmeundervisning. Forældrene kan deltage sammen med deres barn i både lege og små øvelser, der med vandtilvænning i centrum skal forberede børnene til selvstændigt at modtage svømmeundervisning.

Børn med behov for særlig opmærksomhed (ca. 5-12 år), er et hold for børn som har et særligt behov for lidt ekstra øjne, samt blive set og hørt på en anden måde, end hvad svømmeklubben kan tilbyde på andre svømmehold. Dette hold har flere resurser i form af flere instruktører og færre deltagere. Her er også mulighed for, at forældre kan komme med i vandet som den relation, der kender barnet allerbedst.

- Der er plads til seks børn på holdet og der er allerede fem på venteliste, fortæller Hovedgård Svømmeklubs formand Helle Kurup.

Vandskræk voksne, er et hold som henvender sig til dem som ikke er fortrolige med vand eller dem som aldrig har lært at svømme. Bassinet i Hovedgård Svømmehal er overskueligt med sin størrelse på 16 x 7 m. og virker trygt og overskueligt. Dybden i bassinet er så kan bunde overalt uden at få hovedet under vand.

Aqua Cross (16+), er holdet for dem som ønsker konditions- og styrketræning. På holdet vil du få forbedret din kondition og styrke gennem aquafitnessøvelser på et moderat til hårdt niveau. Alle kan være med uanset alder, erfaring og svømmefærdigheder.

Holdet har i skrivende stund allerede 14 tilmeldte og Helle Kurup og bestyrelsen er overrasket over hvor godt borgerne i Hovedgård og omegn tager mod de nye tilbud i programmet, og hun fortsætter:

- Generelt betragtet, til alle vores hold, har vi lige nu 31 børn på venteliste. Det er svært at få armene ned. Vi vil meget gerne af med ventelisten og har lagt nogle hold sammen. Måske kan vi få to hold til at træne samtidigt i svømmesalen ved at adskille bassinet med et banetov i mellem. Vi skal nok få løst dette her.

Instruktør med masser af erfaring

Maja Skytte er uddannet pædagog med stor interesse indenfor det motoriske område. Hun har masser af erfaring indenfor babysvømning og har en efteruddannelse indenfor Halliwick Svømning. Det er en metode som oprindeligt er en undervisningsmetode som er udarbejdet til at lære fysisk handicappede at svømme. Men den kan også hjælpe lettere funktionshæmmede, ADHD-børn og psykisk udviklingshæmmede.

For at Hovedgård Svømmeklub kan få det optimale ud af samarbejdet med Maja Skytte har man tilknyttet en anden voksen instruktør til at være hjælpetræner. På den måde kan man uddanne endnu flere som kan drage nytte af Majas flotte kompetencer.

Børn med behov for særlig opmærksomhed

Maja Skytte har undervist i svømmeskolen Boblen hvor man også havde hold for børn med behov for særlig opmærksomhed. Majas søster er autist og da hun så hvordan svømning gjorde søsteren glad, kastede hun sig over arbejdet med at undervise børn med behov for særlig opmærksomhed.

Da svømmeskolen Boblen blev nedlagt følte Maja Skytte at arbejdet burde fortsætte. Derfor tog hun kontakt med Hovedgård Svømmeklub og her kunne bestyrelse hurtigt se potentialet og det er i denne sæson holdet bliver lanceret.

Det sociale er vigtigt

Teksterne og beskrivelserne til årets program i Hovedgård Svømmeklub er nyskrevne, da man i klubben vil lægge endnu mere vægt på den sociale dimension og Helle Kurup forklarer:

- I vores gamle program stod der meget om svømmeteknik. Det er en af mine visioner er at man skal lære at være medlem af en forening og at skabe holdånd. Dette skal gælde for både børn og forældre. Jeg håber på at vi kan få en generation som får lyst til at engagere sig i klubben og det som hører med. Jeg synes vi skal give medlemmerne mere indflydelse og selv være med til at udstikke kursen for klubben og deres egen træning.

Maja Skytte supplerer og fortæller:

- Jeg har brugt at tage en eller to af de unge, og give dem en træner t-shirt på og lade dem stå for træningen et stykke tid. Det har involveret dem og givet dem et ansvar som de har taget til sig. Det er en måde at give de unge ejerskab af hvad der sker i klubben.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024