
Med den vikarierende og ubesejrede stadionspeaker Jonas Andersen bag mikrofonen besejrede AC Horsens søndag HB Køge med 3-0 på CASA Arena i Horsens, og stadionspeakeren kunne således byste sig af at AC Horsens stadig er ubesejret med Andersen på lyddelen - søndag var 16 gang. På papiret så det ud som en svær kamp, da HB Køge kun havde lukket 4 mål ind i sæsonens første 7 kampe. Alligevel havde 1564 tilskuere trodset det grå og triste efterårsvejr, og sad klar på tribunerne for at overvære kampen.
Første halvleg var en meget rodet affære med chancer i begge ender. Den første tilfaldt HB Køge, der straks efter at have givet bolden op, fik et skud på mål. Det var Brandão der stod for afslutningen, men den var ikke til fare for målmand Nicklas Dannevang, som greb bolden sikkert.
Små 5 minutter efter var det De Gules tur. André Bjerregaard lavede et flot løb ind i feltet, og skød fra en skarp vinkel. Bolden røg i sidenettet.
I de første 15 minutter af kampen, var det AC Horsens, som sad på det meste af spillet. Efter det første kvarter blev HB Køge dog lukket mere ind i kampen, og det blev til chancer i begge ender.
En af dem var til AC Horsens’ Jeppe Mehl, som forsøgte at lægge den fladt ind til Kjartan Finnbogason i boksen, men han nåede lige akkurat ikke at få foden på bolden.
Det sidste kvarter af første halvleg bød ikke på mange chancer. Dog havde HB Køge kampens hidtil største, da de forsøgte sig med et indlæg ind til et par spillere, som stod helt fri i feltet. Nicklas Dannevang, fik dog kastet sig modigt ned og fik kontrol over bolden. AC Horsens kunne takke ham for, at de ikke var bagud ved pausen. Set over hele halvlegen var det dog ingen overraskelse, at den sluttede 0-0.
I anden halvleg skulle der gå små 10 minutter, før den første chance tilfaldt udeholdet. Igen var det på et indlæg af HB Køges Mark Gundelach. Denne gang fik Dannevang dog ikke hænderne på bolden. Heldigvis stod Jacob Berthelsen lige bagved og fik clearet.
Efter 62 minutter blev der appelleret for straffespark. Kjartan Finnbogason havde bolden i feltet, og det lignede, at han fik et hårdt skub i ryggen, men dommeren vinkede afvisende.
AC Horsens pressede rigtig godt på i anden halvleg. Kun den sidste skarphed manglede, men den kom dog efter 69 minutters spil. AC Horsens fik et frispark lige på kanten af feltet. Mathias Nielsen var manden, der skulle sparke, og det gjorde han godt. Bolden sad lige i hjørnet. Et fantastisk spark, og De Gule var nu foran 1-0.
Herfra gik det som smurt for AC Horsens. HB Køge forsøgte at presse på i den sidste del af kampen, men blev aldrig for alvor farlige. Det gjorde AC Horsens dog efter 76 minutter, da Jeppe Mehl blev spillet fri på venstrekanten. Han lagde den ind til Kjartan Finnbogason, som stod hvor han skulle, og prikkede bolden ind til 2-0.
Efter 83 minutters spil lagde Joseph Mensah låg på kampen. Igen var det Mehl, som var arkitekten. Han spillede bolden ind til Mensah, som stod midt for mål. Han sparkede den nemt ind bag HB Køges målmand, og scorede til 3-0, som også blev resultatet.
AC Horsens har nu sejret for 6. gang i træk, hvis man tæller pokalkampene med. Det er den 4. ligasejr i træk, og De Gule befinder sig nu på en 5. plads med 12 point. Desuden har de en kamp til gode, da kampen mod Vendsyssel FF blev udsat. Næste modstander for AC Horsens bliver mod bundproppen FC Vestsjælland. Kampen bliver spillet på CASA Arena søndag den 20. september - og igen med Jonas Andersen ved mikrofonen.
Bo Henriksen: - Alting går op i en højere enhed
Cheftræner Bo Henriksen kunne igen i dag se sit hold sejre på fornem vis, da de meget fortjent vandt 3-0 over HB Køge. Og det var derfor naturligvis også en glad Bo Henriksen, som gjorde status efter kampen.
- HB Køge har et par halve muligheder i første halvleg, derefter synes jeg vi kontrollerer kampen. Det er fuldt fortjent at vi vinder, og på mange områder overmatcher vi HB Køge i dag, konstaterer han.
Og igen i dag, var det defensiven, som gjorde forskellen ifølge cheftræneren. Der blev dog også scoret 3 mål, hvor det ene af dem var på direkte frispark. Og netop også den offensive del fungerede godt, syntes han.
- Vi har spillet 6 kampe uden at lukke mål ind, og det siger sig selv, at det er en afgørende faktor. Selvfølgelig er det også afgørende, at vi tør spille fodbold, vi tør at have bolden, vi tør rent taktisk og rent offensivt at spille nogle gode bolde fremad, og sætter vores angribere rigtig fint op. Og så scorer vi for første gang i min tid hos AC Horsens på direkte frispark, og når vi begynder at gøre det, bliver det rigtig sjovt, fortæller en smilende Bo Henriksen.
HB Køge havde før kampen i dag kun lukket 4 mål ind i de første 7 kampe. Alligevel formåede De Gule at nette 3 gange mod sjællænderne.
- Det var ikke et mål for lidt. Alting går op i en højere enhed i dag. Først og fremmest er det hårdt arbejde, og rent taktisk står vi godt på banen. De to ting, og at vi så har nogle gode individuelle spillere, gør at vi kan noget fremad banen, som de ikke kan dæmme op for, og så vinder man.
AC Horsens fortsætter deres ridt på bølgen af sejre, som nu er oppe på 6 i træk. Og på spørgsmålet om, hvor længe stimen kan fortsætte, forholder Bo Henriksen sig ydmyg.
- Så længe vi holder benene på jorden, og forholder os ydmyge, så har vi chancen for at blive et rigtig godt defensivt fodboldhold, og taktisk offensivt begynder vi at bygge på. Men først og fremmest skal vi være ydmyge omkring den opgave der ligger, og så når man langt i fodbold, slutter han.
Kampfakta:
Tilskuertal: 1564
Målscorere: Mathias Nielsen (1-0, 69. min), Kjartan Finnbogason (2-0, 76. min), Joseph Mensah (3-0, 83. min)
Udskiftninger:
AC Horsens:
Mikkel Jespersen/Conor O’Brien
Kjartan Finnbogason/Aleksander Stankov
Joseph Mensah/Martin Lund.
HB Køge:
Brandão/Caion
Seeger-Hansen/Munksgaard.
Dommer: Chris Johansen
Klik her, bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook og få nyhederne på din væg!