
Flemming-Spejderne indtager Klovborg Kino.
For at spejderarbejde skal være godt, så skal det være sjovt for alle. Det er nøglen til de gode oplevelser på sommerlejren, fortæller gruppeleder Søren Kruse Friis.
Årets sommerlejr skal være en ”Asterix og Obelix sommerlejr” og derfor startede nedtællingen til sommerlejren i uge 28 med at alle spejdergruppens medlemmer fik mulighed for at komme i Klovborg Kino for at se den nye Asterix film. Så det var en vaskeægte GRØN dag i Klovborg Kino. Spejderne er nu klar til de oplevelser, der venter i Asterix universet på sommerlejren. Mon der ikke bliver en kamp mellem Romerne og Gallerne? Mon der ikke også er noget med en trylledrik, som kan give magiske fordele? Spørgsmål, som kun kan besvares af Flemming spejdere, der deltager på årets gruppesommerlejr.
Gruppesommerlejren bliver i øvrigt afsluttet med en stor Galler-fest i form af, at alle spejdergruppens medlemmer kan invitere deres familier til Galler-fest. Flemming Spejderne satte sig nemlig et mål for nogle år siden om at blive flere spejdere i spejdergruppen, end der nogen sinde har været i spejdergruppens over 60-årige historie. Og med spejdergruppens ca 120 medlemmer, så er dette mål nået – så derfor skal præmien indløses for at nå målet, nemlig helstegt pattegris – og her kan Asterix & Obelix rammen ikke være mere passende, fortæller Søren Friis videre.
Slutteligt siger han også, at spejdergruppen har planer om at fortsætte medlemsvæksten og inviterer alle, der kunne tænke sig at være en del af det stærke spejderfællesskab, til at komme forbi Spejdergården i Rask Mølle på en af mødedagene for at prøve spejderaktiviteterne af. Der er løbende optag, så alle kan komme forbi, når de er klar til de spændende spejder-oplevelser.