Flere pladser i Torsted, men husk kvaliteten



I tirsdagens udgave af Horsens Folkeblad (31/8) kunne man læse, at det lige p.t. er praktisk talt umuligt at finde en dagtilbudsplads i Torsted og Østerhåb-området, og at forældre i området derfor bliver henvist til at finde pladser andre steder i byen. Det er en bekymrende udvikling og SF vil selvfølgelig bringe spørgsmålet om flere dagtilbudspladser i området med til de kommunale budgetforhandlinger, som står for døren.
 Det kan undre, at det kommer som en overraskelse, at der er pres på børnepasningen i Torsted og måske især i Østerhåbs-området. Der er i mange år blevet udbygget og udstykket i området, og man har vist, at denne udbygning fandt sted. Man har også vist, at området primært tiltrækker børnefamilier.
 Enten har man fjernet dagplejepladser for hurtigt eller også har man oprettet for få vuggestuepladser. Ja, i virkeligheden nok en dårlig kombination af begge dele. Men under alle omstændigheder er man havnet i en situation, der kræver handling, men også langsigtet planlægning. Vi vil i de kommende budgetforhandlinger lægge vægt på, at vi får en udbygning i området, der tilfredsstiller efterspørgslen. Det er måske i omegnen af 20 ekstra pladser, men kunne også være en helt ny institution. Men naturligvis stadigvæk også et tilbud med kvalitet – dvs. ordentlige normeringer.
 Indtil mere holdbare løsninger er på plads er det vigtigt vi finder nogle straks-løsninger. Om det er flere dagplejepladser i bydelen – sådan som FOA har foreslået – eller nogle helt andre løsninger, må man jo finde ud af, og det er forvaltning og det ansvarlige udvalg vel også ved at gøre. Det er bare vigtigt, at vi også her stædigt holder fast i at bevare kvaliteten i det tilbud, vi giver forældrene.

 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025