
Nu introduceres en ny og nemmere måde at blive transporteret på, hvis man som borger i Horsens Kommune ikke har mulighed for at benytte bybusser, lokalruter eller regionalbusser.
Flextur hedder ordningen, som erstatter ”teletaxa”, og som således er en del af det kollektive trafik-tilbud i kommunen.
Med Flextur bestiller man selv sin køretur og man vælger selv, hvornår man gerne vil af sted – der er ingen stoppesteder eller køreplaner. Man bliver kørt i taxa, liftbus eller personvogn, og man bliver kørt fra dør til dør.
Kørslen koordineres, så der kan være andre borgere med på turen, og derfor kan bilen køre en omvej for at hente eller bringe en anden passager, men man betaler altid kun for den direkte vej.
Den nye ordning, der allerede er trådt i kraft, betyder også, at det er blevet billigere at bruge Flextur. Prisen er fire kr. pr. kilometer (dog minimum 30 kr.) ved ture mellem adresser uden for Horsens by eller fra adresser uden for Horsens by til Horsens Trafikterminal (på parkeringsarealet øst for Andreas Steenbergs Plads) og Vitus Berings Plads (på parkeringsarealet umiddelbart bag busholdepladserne) og omvendt.
Ved kørsel inden for Horsens bygrænse er prisen 14 kr. pr. kilometer (minimum 70 kr.).
Det nye tilbud betyder, at alle borgere i Horsens Kommune kan benytte Flextur til besøg, fritidsinteresser, læge, indkøb eller andre aktiviteter – og turene kan bestilles alle ugens dage fra kl. 6.00 til 24.00 (Dog undtaget den 24. og 31. december.) Flextur kan bestilles elektronisk på midttrafik.dk, via app eller over telefonen, og al kørsel skal bestilles senest 2 timer før afhentning.
Hvis du vil læse mere, så gå ind på midttrafik.dk/flextur. Endvidere vil det være muligt at finde information om flextur-ordningen på kommunens ældrecentre, uddannelsesinstitutioner, biblioteker med videre.
Bliv ven med din lokale avis her og få nyhederne på Facebook!