Af Mette Pamperin Rasmussen
- Det var fabelagtigt at få vind i håret i en rød Ford Mustang, mente de beboere på plejecenter Lindehøj i Horsens, der lørdag formiddag tog imod tilbuddet om en tur ud i det blå i en lækker bil med egen chauffør.
Der var nemlig rig mulighed for at få benzin i blodet og vind i lokkerne, da Mustang-klubben plus en enkelt sort Jaguar linede deres flotte åbne vogne op foran Plejecenter Lindehøj.
Mange beboere benyttede lejligheden til at komme ud i solen at hygge sig og se på de mange flotte biler – og alle der havde lyst kunne få en tur.
Vejret var skønt – solen skinnede fra en skyfri himmel og spejlede sig i de mange nypudsede motorhjelme, der var gjort klar til at køre de ældre standsmæssigt rundt. Og der var bobler, sodavand og chips at hygge sig med, for de, der ventede på deres tur, eller blot nød at se på den livlige aktivitet i solskinnet.
- Ih jeg har glædet mig sagde Jytte Ginnerup. Det er så hyggeligt det her. Jeg vil gerne ud at prøve en tur.
De er meget flotte. Jeg håber, at jeg kan komme med ud at køre en tur, for mit eget kørekort er udløbet, sagde Inge Dahlhus med et smil.
- Nu skal vi ud at se os lidt omkring, sagde Gert Rune, der er initiativtager til arrangementet, mens han inviterede den første dame inden for i sin spindende røde mustang med V8-motor.
- Jeg synes, der mangler nogle gode aktiviteter for ældre mennesker, der bor på plejehjem, og jeg vil gerne give dem en god oplevelse. Heldigvis er der flere i vores klub, der gerne ville være med på den idé.
Gert Rune er til daglig foredragsholder om motivation og livsglæde og han har som den første dansker nogensinde gennemført en Ironman med kun ét ben.
- Jeg synes det er fantastisk at bilentusiasterne vil bruge deres lørdag formiddag på at give vores beboere sådan en oplevelse, siger Lotte Ahm Nielsen, der er leder af plejeboligerne på Lindehøj.
Besøget var kommet i stand, da Gert Rune på Facebook havde efterspurgt et plejehjem med beboere, der var interesserede i at få en køretur. Det opslag så en medarbejder, der er i nattevagt på Lindehøj Centret tilfældigvis, og så kom der hurtigt en aftale på plads.