
AC Horsens spiller på hjemmebane for tredje kamp i træk, når ”De Gule” tager imod AB på søndag, og forhåbentlig er tredje gang lykkens gang, for de to foregående kampe har resulteret i et nederlag til AGF og uafgjort mod FC Fredericia.
Hvis man ser på kampen mod FC Fredericia gennem gule briller, så var det svært ikke at få et smil på læben, da Jeppe Mehl scorede til 3-1 i det 53. minut, men FC Fredericias Anders Hostrup ville det anderledes med yderligere to scoringer, og dermed sluttede kampen 3-3.
Jagten på tredje hjemmebanesejr
AC Horsens har hentet to sejre på CASA Arena Horsens i denne sæson, og ”De Gule” må acceptere favoritrollen mod akademikerne på søndag, for det er endnu ikke lykkedes AB at vinde på fremmed græs i denne sæson, hvor det er blevet til tre uafgjorte og tre nederlag. AB indtager sidstepladsen i NordicBet Ligaen, men der er kvalitet på holdet, og i søndags spillede Thomas Nørgaards mandskab 0-0 mod topholdet Lyngby. Søndagens kamp kan byde på et gensyn med de tidligere AC-spillere Nabil Aslam og Kenan Hajdarevic, der begge spiller i den grønne trøje.
Køb print selv-billet på www.achorsens.dk
AC Horsens opfordrer alle til at købe print selv-billetter og komme i god tid. På den måde er der penge at spare, og man undgår billetkøen på søndag. Det er iøvrigt drenge og piger fra FC Horsens, der løber med spillerne på banen inden kampstart på CASA Arena Horsens kl. 15.00.