Lørdag eftermiddag mødtes Østbirk IF og Odder IGF i sæsonens sidste opgør. Et opgør uden betydning for op- og nedrykning i rækkerne. Odders divisionsreserver havde for længst sikret sig forfremmelse til serie 2. Østbirk kunne hverken nå fugl eller fisk. Odder har haft en flot sæson med kun et enkelt nederlag - mod Østbirk 2-1 i Odder. Efter dagens opgør var nederlagene fordoblet for kampen endte med præcist samme resultat, en sejr på 2-1 til de grønne.
Kampen var kun få minutter gammel og stillingen var allerede 1-1. Odder bragte sig i front, Nicolai Holst udlignede og således lignede det en yderst målrig affære.
Det burde det også have været, chancerne strømmede i et endeløst flow i begge ender. I særdeleshed var Nicolai Holst aktiv for hjemmeholdet. I vanlig stil oversprintede og driblede Nicolai sig igennem til den ene store chance efter den anden. På en af disse lykkedes missionen dog, og Nicolai blev matchvinder til 2-1, for det skulle vise sig at ingen på de 2 hold formåede at score yderlige. En stor del af æren herfor havde dog også de 2 keepere, som præseterede flere store redninger.
I variation blev Nicolai Holst også spillet fri på indlæg, først af Jakob Stougaard og efterfølgende af Mark Don Hansen, uden gevinst.
Efter pausefløjtet måtte mange knibe sig i armen, da Odder sendte et skud på overliggeren og returen blev headet ... forbi målet. Det var uden sidestykke kampens største afbrænder. Til gengæld vil det at nævne antallet af disse kræve en kugleramme af større dimensioner.
Nok havde gæsterne fortjent flere mål end de scorede i Østbirk, men de havde til gengæld ikke fortjent flere point, dertil var hjemmeholdets chancesouffle for dominerende på menukortet.
Sebastian Sabroe fik suverænt fiduspokalen for Østbirk.
Lokale nyheder på Facebook - bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis her!