
Onsdag spillede U13 pigerne fra Østbirk sidste turneringskamp mod FC Horsens. Med en sejr ville Østbirk lægge pres på Hedensted i kampen om førstepladsen. Efter 2 minutters spil scorede Frida Jørgensen til 1-0 for de grønne. Frida er normal U12 spiller, men havde sagt ja til at hjælpe, da U13 pigerne var ramt af en del skader. I første halvleg havde Østbirk fordel af en kraftig medvind, men det blev kun til den ene scoring. Fra anden halvlegs start satte FC Horsens tryk på. Nu havde de fordelen af vinden, og de spillede sig til flere store chancer, men godt spil i målet af Signe Damgaard hindrede scoring. Midt i halvlegen kom Østbirk mere med i spillet igen, og 5 minutter før slutfløjtet scorede Cathrine Møller Haugaard på langskud til 2-0. Så gjorde det mindre for Østbirk at FC Horsens reducerede til 2-1 i de sidste sekunder.
En sejr på 2-1 og efterfølgende kunne pigerne vente på at Hedensted fik spillet deres kamp lørdag mod Horsens Freja.
- En kamp som Hedensted vandt 5-2, og dermed sikrede sig oprykning, men en flot andenplads til pigerne, siger træner Kurt Pedersen og roser hele holdet for flot fight, men fremhæver også U12 pigen Frida Jørgensen, som har evner til mere, og ikke mindst dagens spiller, kantspilleren Mia Simonsen, som spillede en super kamp på højre kant.
- Tak til de mange fans, som trods dårlig vejr, tog turen til Horsens og heppede på pigerne, tilføjer Kurt Pedersen.
Fredag holdt pigerne afslutning, startende med bowling og efterfølgende hygge og overnatning i Klubhuset. Lørdag mødte 20 forældre/søskende op til morgenmad og i den forbindelse blev efterårets spiller kåret. Det blev Karla Sondaj Sørensen, som gennem hele efteråret har spillet på et højt niveau.
Træner Kurt Pedersen slutter med at takke alle pigerne og deres forældre for et fantastisk samarbejde i efteråret.