
Østbirk IF’s U16 drenge er tophold i Mesterrække 2. Det samme er gæsterne fra Fuglebakken KFUM Århus, der kommer på besøg til et vaskeægte topopgør onsdag aften den 1. oktober på Østbirk Stadion.
Østbirk er placeret på 2. pladsen med 16 point for 5 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag til Bredballe, der er placeret side om side med de grønne Østbirkdrenge. Gæsterne fra Fuglebakken har vundet 6 gange og kun tabt et enkelt opgør, netop mod Østbirk, der tog til Århus og vandt hele 4-0. Østbirk kan med en sejr således smutte forbi Fuglebakkens 18 point og bringe sig på 19.
Der er lagt op til en yderst spændende afslutning på turneringen. Fuglebakken skal nemlig på lørdag op mod netop Bredballe, holdet som Østbirk har i turneringens sidste runde på hjemmebane.
På Østbirk Stadion onsdag kl. 17.30 bliver der med garanti stemning, spænding og flot ungdomsfodbold med intensiteten helt i top.
Østbirks trænerteam har udtaget følgende spillere fra den talentfulde trup til topopgøret: Frederik Albøge, Rasmus Dueholm, Mik Kløve, Mads Rønelv, William Valencia, Peter Tind Hauch, Frederik Justesen, Mathias Alrø, Andreas Olsen, Lau Kallehauge, Matias Jakobsen, Emil H. Rasmussen, Jonas Truelsen og Jakob Kappel.