Fokus på børn, glæde og begejstring



Tordag formiddag tripper omtrent 60 små børnefødder rundt i Østbirkhallen. Hallen virker meget stor til de små størrelser, som virkelig har enorm plads at boltre sig på. Fødderne tilhører 30 dagplejebørn, som sammen med deres dagplejere er til idræt, leg og bevægelse i Østbirkhallen.
 Anledningen er at Annette Amby, Anette Mortensen og Linda Torp Staffe er blevet certificeret som DGI-dagplejere. De 3 dagplejere har deltaget i 3 uddannelsesmoduler, hvor der hhv. gennemgåes ”Fælles sprog og fælles forståelse”, ”Motorik og redskaber til udvikling af lege” og ”Hvad er meningen med idræt og bevægelse?”
 De 3 Østbirkdagplejere havde arrangeret DGI-dagen i Østbirkhallen i torsdags og inviteret deres dagplejekolleger fra Østbirkområdet til at vise hvad de har lært og hvad konceptet DGI-dagplejer går ud på.
 Børnene skulle igennem bevægelsesstationer i hallen i løbet af formiddagen, hvor sanser, motorik, bevægelse og koordinering blandt andet blev udfordret. Østbirk IF’s gymnastikafdeling havde velvilligt udlånt redskaber som supplement til det øvrige materiale, og der var gang i alle hjørner af det store halgulv.
 Det var nogle overordentligt entusiastiske dagplejere, som denne torsdag i Østbirkhallen viste børnene vejen hen over balancegange og tiltider i de redskaber, som de nok lige var voksne nok til.
 Også leder af Horsens Kommunes dagplejedistrikt Syd-Vest Suzanne Kruse var i Østbirkhallen for at se nærmere på det gode initiativ, og hun havde følgeskab af dagplejepædagog Karin Boe og pædagogisk assisterende leder Peter Wennerberg.
 Certificeringen gælder for et år. Derefter kan dagplejeren blive recertificeret, hvilket indebærer et mindre forløb, der har til formål at sikre forankring og kontinuitet i det arbejde som dagplejen laver omkring idræt, leg og bevægelse.
 Flere dagplejere i Horsens Kommune har ønske om at blive DGI-certificeret. Mellem de 3 moduler af 5 timers varighed i forløbet har dagplejerne hjemmeopgaver, der primært fokuserer på praksis med børnene. Dagplejerne laver hver en bevægelsespolitik og en handleplan for arbejdet med idræt, leg og bevægelse, og i forløbet er der endvidere fokus på forældrenes rolle i forbindelse med at skabe mere idræt, leg og bevægelse i børnenes hverdag.

winkBliv ven med din lokale avis her og få nyhederne på din Facebookvæg!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025