
Christina Støvring er i fuld gang med at undervise sine elever - selvom både hun og eleverne sidder derhjemme de næste to uger. Privatfoto
I Horsens Kommune vil der i den kommende tid blive gennemført så meget undervisning, som det er muligt. Elever og lærere skal henholdsvis undervise og modtage undervisning i de foreløbigt 14 dage, hvor skolerne i Horsens Kommune er lukkede.
Det betyder, at ansvaret for at undervise børnene ligger hos skolerne. Altså er det ikke forældrene, der har ansvaret for at undervise deres børn, selvom de er sendt hjem. Men forældrene har selvfølgelig et ansvar for at sørge for, at deres børn passer deres skole.
- I Horsens Kommune arbejder vi på hurtigst muligt at skabe rammer for undervisning i hjemmet. Fjernundervisningen vil, i den grad det er muligt, gennemføres digitalt. Det kan f.eks. være i form af opgaver, projekter og lignende, siger borgmester Peter Sørensen.
Kommunikationen mellem lærere og elever vil blandt andet ske via den digitale læringsplatform eller via videokonference. Men der er også fag, der er svære at undervise i virtuelt - f.eks. kemi eller idræt - og her får underviserne frihed til at planlægge det, der er muligt.
- Det er også vigtigt at understrege, at der i udgangspunktet ikke kommer til at være erstatningsundervisning, men at eleverne modtager undervisningen digitalt i denne periode. Den teknologi, der findes i dag, giver os - på trods af den alvorlige situation, vi står i nu - rigtig gode muligheder for at eleverne kan fortsætte undervisningen, siger Peter Sørensen.
Forældre og elever får besked fra den enkelte skole om, hvordan man etablerer og tilrettelægger fjernundervisningen.
Nye skemaer, Facebook-grupper og pligt til at være online
En af de lærere, der lige nu sidder derhjemme og underviser sine elever, er Christina Støvring, der er klasselærer for 9.b på Stensballeskolen.
Morgenen efter regeringens udmelding om, at alle folkeskoler i landet er lukket fra på mandag, mødte 25 elever ud af de omkring 75 9. klasses elever på Stensballeskolen op.
- Eleverne var påvirkede af hele situationen, og de var bekymrede for afgangsprøverne og i det hele taget for, hvad der skal ske. Derfor brugte vi meget tid på at få talt med dem og overbevise dem om, at vi har styr på det, og at vi nok skal finde ud af det, siger Christina Støvring.
Efterfølgende sørgede lærerne for at oprette Facebook-grupper for de tre 9. klasser, der er på skolen, hvor de hver dag skal følge med i, hvad der skal ske.
Lærerne har desuden lavet nye skemaer for eleverne, som kan hænge sammen med, at de nu skal undervises hjemmefra, og torsdag blev de sendt hjem med beskeden om, at de ikke skulle møde op hverken fredag eller de næste to uger frem til den 30. marts.
- Det her er en underlig situation for os alle sammen, men jeg må sige, at eleverne virkelig klarer det godt. Nu har vi fået tilrettelagt den kommende uge, og de følger deres normale skema i det omfang, det kan lade sig gøre. De skal stadig aflevere deres opgaver, og de har fået besked om, at de kan aftale indbyrdes at ringe sammen og hjælpe hinanden, siger Christina Støvring.
Eleverne skal tjekke ind hver dag klokken 8.05, og lærerne holder øje med, om de er online og følger med. Der er også nogle få elever, som endnu ikke har været online, og her har lærerne taget fat i deres forældre.
I løbet af næste uge evaluerer lærergruppen for årgangen, hvordan fjernundervisningen fungerer og så justeres der efter behov.
- Selvom det er en underlig og anderledes situation, så tror jeg godt, det kan lade sig gøre, at vi får det her til at fungere de næste uger, siger hun.
Opfordringen fra alle kommunens skoler er, at forældrene i de næste uger hjælper børnene med at få en daglig arbejdsrytme, med at tjekke for beskeder fra lærerne og MinUddannelse, ligesom der også opfordres til at tale med børnene om, hvad de arbejder med og generelt støtte op omkring deres arbejde.