Folketingets formand gav årets HHX- og HTX-studenter gode råd



284 hvide studenterhuer lyste op i Forum Horsens, da Learnmark Gymnasium HHX og HTX den 28. juni 2019 fejrede årets studenter sammen med omkring 1.000 af studenternes familiemedlemmer og venner.

Årets dimissionstaler var Folketingets nyvalgte formand Henrik Dam Kristensen, som i sin tale blandt andet anerkendte HHX- og HTX-studenternes valg af uddannelse.

- I har bevidst valgt at gå på HHX og HTX. Det kræver mod og grundig overvejelse at tage det valg, der adskiller sig fra den vej, som flertallet vælger, når de afslutter folkeskolen. I har fået nogle gode kort på hånden, når I skal videre i uddannelsessystemet, og der er stor efterspørgsel efter unge, der går videre inden for tekniske eller kommercielle fag, sagde Henrik Dam Kristensen.

Han understregede også, at lyst er og bliver den bedste motivation, når man skal vælge uddannelse, men at det heller ikke skader at skæve til mulighederne på arbejdsmarkedet.

- Det har I gjort. Og jeg er overbevist om, at I kommer til at være den mest internationale generation, Danmark endnu har haft. For jer vil det være naturligt at arbejde og uddanne jer i udlandet.

Tre gode råd fra Folketingets formand

Med varme og velmenthed gav Henrik Dam Kristensen tre gode råd fra talerstolen. Først opfordrede han studenterne til at bevare de venskaber, de har fået i gymnasiet. Ikke af sentimentale grunde, men fordi de har været sammen på den måske vigtigste rejse i deres liv. Dernæst rådede han studenterne til at stille sig tilfredse med at være uperfekte mennesker.

- Det er godt med ambitioner, men livet bliver svært, hvis man kun er tilfreds med sig selv og sit liv, når man får topkarakter. Livet har mange facetter og nuancer. Dem kan man blive blind for, hvis man kun har blik for den perfekte præstation.

Det tredje råd opfordrede studenterne til at være nysgerrige og udvide deres livssyn.

- Fjumreår er ikke et negativt ord i min ordbog. I får selvfølgelig ikke meget ud af at ligge hjemme på sofaen og tjekke Facebook, Instagram og Snapchat. Ved at arbejde og rejse ud i verden får I et bredere livssyn og en forståelse for, hvordan andre lever deres liv. Man fjumrer ikke ved at blive klogere på verden.

Værn om demokratiet

Rektor Sune Aggers tale til studenterne handlede om, hvordan aktive handlinger baseret på blandt andet ligeværdighed, fakta, åbenhed og demokrati kan være modpol til hans oplevelse af, at der lige under overfladen på vores klode lurer angst og frygt.

- Det er vigtigt, at I er med til at værne om demokratiet – at I er med til at bære demokratiet videre. Det er vigtigt, fordi vi skal have et samfund, hvor vi kan være enige om, hvordan vi er uenige; at det ikke bare er den stærkeste og den mest magtfulde, der bestemmer; at vi kan respektere viden og oplysning som grundlag for vores fælles beslutninger, understregede Sune Agger fra talerstolen.

På trods af en tid, der nogle gange er præget af usikkerhed og frygt for fx klimaforandringer, pointerede Sune Agger, at han også ser håbefuldt på fremtiden.

- Jeg har håb, når jeg ser på jer. I er unge mennesker, der har engageret jer i hinanden gennem tre år på skolen, som har engageret jer i jeres fag og i viden, og som er klar til at møde fremtiden. Jeg har flere gange været virkelig imponeret af jer, sagde Sune Agger og gav konkrete eksempler fra undervisningen, hvor eleverne fx har fundet innovative og teknologiske løsninger på hverdagens udfordringer eller har deltaget aktivt i nærdemokratiet i elevrådet.

Legater og musikalsk underholdning med lokal kunstner

Til dimissionen blev der traditionen tro også uddelt legater til studenter, der på forskellig vis har udviklet sig særligt i løbet af gymnasietiden og/eller har været en særlig god kammerat.

Den lokale artist Gwænno sang og spillede for årets studenter. Her gav han en stemningsfuld musik-pause i dimissionen, hvor han spillede den singleaktuelle ’Skyline’ og ’Unge for evigt’, som var særligt velvalgt til dagens studenter, der de næste dage vil feste og formodentlig føle sig unge for evigt.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025